Køb årskort

UTO KIFA

Nyt navn på den danske jazzscene: Gruppen udspringer af ELEkTRO der i sin tid udgav to anmelderroste album, henholdsvis “ELEkTRO feat. John Tchicai” (2011) og “ELEkTRO feat. Rudi Mahall & Even Hermansen” (2014). Begge album blev modtaget med begejstrede anmeldelser der hæftede sig ved gruppens evne til at overskride og krydse musikalske grænser. Albummet “ELEkTRO feat. John Tchicai” blev i 2012 Grammy-nomineret af Jazz Danmark og blev samme år kåret som ‘Album of the Year’ i The New York City Jazz Record.

Hvor ELEkTRO primært var eksperimenterende og bevægede sig i avantgarde- og free jazz-genren, er Uto Kifa orienteret mod kompositioner i melodiske og harmoniske mønster, men stadig med plads til det søgende og åbne i de improvisatoriske afsnit. Musikalsk er der udsyn mod såvel den internationale jazzscene som mod et nordiske univers med en gennemgående varm melankoli i komposition, udtryk og klang.

Det melodiske materiale er bygget op af enkle motiver og temaer i en fast harmonisk struktur, men ofte med en formmæssig og rytmisk forskydning der udfordrer jazzens genkendelige formsprog. Rytmisk er musikken båret af et sikkert groove der tager lytteren i hånden på en rejse ud i det ukendte.

De seks musikere i Uto Kifa er alle erfarne udøvere i den rytmiske musiks store og kuperede terræn. Hans Ulrik og Mads la Cour har begge en såvel national som international karriere bag sig og er desuden mangeårige medlemmer af Radioens BigBand. Begge har spillet med prominente jazzprofiler der bl.a. tæller navne som Steve Swallow, Lars Jansson og Rudi Mahall.

Peter Kohlmetz Møller er kendt som filmkomponist og som grænsesøgende synthesizertroldmand bl.a. på et af den elektroniske musiks tidligste instrument, Ondes Martenot. Tobias Winberg er ved siden af arbejdet som producer også aktiv musiker i bl.a. Den Syvende Søn og D/Troit. Adam Winberg er en af landets mest aktive trommeslagere og høres bl.a. med artister som Mathilde Falch, Juncker, Belli og Den Syvende Søn. Lars Winberg har gennem årene spillet i et utal af sammenhænge fra rock til avantgarde med bl.a. navne som Preben Devantier, Mpho Ludidi, Deodato Siquir, Marilyn Mazur og John Tchicai.

Hver enkelt medbringer sin rygsæk af musikalske erfaringer, sin tone og dér i skyggernes dans fra det luende lejrbål, opstår de magiske fortællinger. Musikken er skrevet af bassisten Lars Winberg og fortælles eminent af gruppens medlemmer.

Albummet “Uto Kifa” udkommer til august på AMM Records.

UTO KIFA:

Hans Ulrik – tenorsax
Mads la Cour – Kornet
Peter Kohlmetz Møller – Rhodes, synth
Tobias Winberg – laptop
Adam Winberg – trommer
Lars Winberg – el-bas