TABLOID
TABLOID er en samling af fem af landets fremmeste musikere fra pop- og jazzscenen. Her skaber de musik, som minder os om ikke at dømme og begrænse os selv. Det er indtil videre blevet til to albums inspireret af 1980’ernes funk- og fusionsjazz med elementer fra alt fra country til J-pop. Bandet er på vej med deres tredje album, som udkommer i starten af 2025, hvorefter de tager på Danmarksturné.
TABLOIDs fælles cv er et af de mest respektaftvingende for nogen dansk gruppe. Jadas musikalske højre hånd, Malthe Rostrup, den ene halvdel af Bremer/McCoy Jonathan Bremer, den nye jazzgenerations mest renommerede saxofonist Oilly Wallace, trommeslageren fra blandt andre Nik & Jay og Drew Sycamore Felix Ewert og guitarist, komponist og initiativtager Johannes Wamberg.
“Jeg håber, at man i Tabloids musik kan mærke min personlige udvikling: At man ikke skal putte sig selv ned i en boks. Ikke dømme sig selv, ikke begrænse sig selv. Man bliver sit eget fængsel, og så oplever man ikke nye ting, men kun de samme ting igen og igen. Hvis bare en smule af det kommer ud, er jeg glad” – siger Johannes Wamberg.
Udviklingen har accelereret i arbejdet med deres 2. album “Open Mind”, fordi Tabloid gik fra at være Wambergs personlige vision til at være et egentlig band. Det selvbetitlede debutalbum fra 2021 havde guitaristen skabt i sit hovedet, inden han samlede orkestret, mens han op til andet album slap de kreative kræfter fri. I stedet for at tænke alt til ende skrev Wamberg ukomplicerede og umiddelbare melodier, som på to sommerhusture til Kyndeløse blev til igennem fællesskabet og formet til fulde numre.
I starten af 2025 barsler TABLOID nu med deres tredje fuldlængdealbum. Førstesinglen “Roses” udkom d. 15. november, og i kølvandet herpå annoncerer gruppen nu en regulær danmarksturné.
Livekoncert, transmitteret i P8:
Lyt med når fem af landets fremmeste unge musikere fra pop- og jazzmiljøet går på scenen i Gjethuset i Frederiksværk under Vinterjazz den 10. februar 2023. Til sammen kalder de sig Tabloid, og karaktererne spænder fra at have siddet på de store scener med Drew Sycamore og Coco O., over at have produceret popfænomenet Jadas musik, til at være den ene halvdel af duoen Bremer/McCoy. Med under armen har de deres nye album Open Mind. Et album hvor musikken tydeligvis trækker på inspiration fra 1980’ernes funk- og fusionsjazz, men inddrager også elementer fra såvel country som J-pop. God fornøjelse!
Information, Louise Rosengreen. Pladeanmeldelse
“Farverigt, kompakt og opsigtsvækkende.”
“Udover at udstråle en smittende og charmerende livsglæde, bliver det i livesammenhænge tydeligt, at synergieffekten i mødet mellem de rutinerede musikere er en af hemmelighederne bag Tabloids succes”
Politiken, Thomas Michelsen. ***** Koncertanmeldelse
“Tabloid” – sig det på dansk eller engelsk, det bestemmer du selv – er en ny dansk supergruppe.
“Guitaristen Johannes Wamberg var egentlig kun til swing og bebop. Men så skete der noget for den unge dansker, der i disse år overtager stafetten som landets nye hovednavn på guitar ved siden af traditionalisten Jacob Fischer og balladestjernen Jakob Bro.”
Gaffa, Ivan Rod. **** Pladeanmeldelse
“Placerer sig potentielt på den internationale scene!”
“Der er noget let og luftigt over gruppens musik, men også en tyngde – noget gennemtænkt, facetteret og fascinerende, som bunder i en historisk bevidsthed, en teknisk formåen og en kunstnerisk originalitet og ambition.”
Jazznyt, Niels Overgård: Pladeanmeldelse
“Tabloid er et ægte superband fra den danske jazz og popscene”
“Det er disco jazz i topklasse. Oilly Wallace på altsaxen lyder som sig selv og ryger ikke i en Sanborn eller Maceo Parker fælde, bare fordi de spiller funky. Ligesom Wamberg heller ikke forsøger sig som George Benson. Det er her at Tabloid afslører sig som det de er: FANTASTISKE! De bevæger sig uhæmmet rundt i en ofte udskældt genre og bevarer integriteten og troen på sig selv.”