Køb årskort

KARSTEN SKOVGAARD TRIO

Imens Kim lå og sov er titlen på en koncert fuld af anekdoter og fortællinger og ikke mindst den musik, som Kim Larsens guitarist og kapelmester gennem 25 år, Karsten Skovgaard skrev og komponerede, mens han kedede sig i bandbussen fordi – ja, som titlen antyder…

Foruden Karsten Skovgaard består trioen af:

Bo Gryholt der har spillet bas for Kim Larsen i 7 år, hvorefter hans karriere bar ham videre til andre musikalske udfordringer herunder at producere musik for Anne Linnet, udgive plader med Odensebandet Superfly, sessionopgaver og meget andet.

Kevin Monie har spillet med diverse fynske orkestre gennem mange år og har udgivet en række plader i den forbindelse. I første omgang var det dog en øl på Carlsens Kvarter med Karsten Skovgaard, der sad og klimprede på sin guitar, som fik Kevin til at udbryde: “er det dét, du sad og skrev, imens Kim lå og sov?” Dermed opstod titlen på koncerten og ideen til at forme en akustisk trio.

Musikken centrerer sig omkring oplevelser i livet, små som store – samt den taknemmelighed, man kan have over de små, men vigtige glæder i livet.

Trioen krydrer melodierne med fortællinger om tiden i Kim Larsens selskab og deler deres grundlæggende glæde ved at spille musik sammen. De skaber derved en varm, humoristisk og nærværende stemning.

Karsten Skovgaard har desuden kigget ind i bagkataloget og genarrangeret sange fra sin tid med Kim Larsen, til trioen. Med nye arrangementer af sange som bl.a. Joanna og Pianomand binder trioen en flot sløjfe omkring koncerten.

Når man har overværet en koncert med trioen, kan man godt forstå at Karsten Skovgaard har været guitarist for en af nordens største sangskrivere.

Support: DAHLS KVARTER

Der er her tale om en helt ny dansk kvintet, der præsenterer tekster, med musik komponeret og arrangeret af pianisten Tommy Dahl. Øvrige musikere er Jackline Bamdeg (violin), Lars Søgaard (trommer), Finn Trøjgaard (bas) og Charlotte Verdier (vokal).