Køb årskort

Johs. Nørregaard Frandsen

Da landbolivet blev en by i provinsen: Kulturen på landet 1950 -2026

I 1950erne var Danmark uden for de større byer præget af en landbokultur, der havde rod i sogne, landsbyer og andelsbevægelse. Landbruget var førende erhverv og sammen med de kirkelige og folkelige miljøer centrum for en særlig livsform. I de følgende årtier forvandlede livet på landet sig voldsomt. Landbruget blev et højteknologisk, men folketomt erhverv. Landsbyerne bløder, ligesom stationsbyer og mindre købstæder har mistet status.

Da velfærdssamfundet foldede sig ud, blev livet på landet således udfordret. Selvstændigheden og landbokulturen mistede status, så det, der engang var midten af Danmark, nu blev “udkant”.

Jeg har som kulturforsker undersøgt dette opbrud og det er denne viden jeg formidler i foredraget. Jeg trækker desuden på skønlitterære værker af fx Smærup Sørensen og Krause-Kjær. Det sker i en form, hvor jeg tager humor, erindring og nostalgi til hjælp. Jeg fortæller om forvandlingerne med udgangspunkt i mit eget liv og søger at fremkalde scener og billeder, der måske vækker genkendelse hos lytterne. Men vi ser også på provinsens muligheder og fremtid.
Om Johs. Nørregaard Frandsen: 
Professor emeritus i litteratur og kulturvidenskab og tidligere leder af H.C. Andersen Centret, Syddansk Universitet. Medlem af bestyrelser, råd og nævn.

Ridder af Dannebrog.

Modtager af en række hædersbevisninger, senest Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat.

Født i 1950 og opvokset i et sydvestjysk landsogn. Har arbejdet ved landbrug og industri.

Cand. mag. 1980. 1982-2020 ansat ved Odense Universitet/SDU, senest som professor og centerleder.

Forfatter til bøger, afhandlinger, artikler, kronikker, klummer. Har forfattet eller været medforfatter til en lang række bøger, senest blandt andet:

  • H.C. Andersen og rejsen (2022)
  • Dansk landbrugs historie 1945-2022 (2022)
  • Hvor ligger provinsen (2023)
  • H.C. Andersen i USA (2025)

 

 

FOREDRAGET FINDER STED I DANKVART DREYER SALEN (1. sal) OG ER ARRANGERET AF ARTIG – KUNST I ASSENS.