PARTOUT
I de kommende uger vil vi drypvis afsløre programmet for DRIVKRAFT’26 – og det er ingen hemmelighed, at vi har glædet os til at kunne røbe første navn på plakaten, nemlig THE SAVAGE ROSE. Frem til 31. december sælger vi partoutbilletter til kr. 1.175 + gebyr. Herefter sølges dagsbilletter torsdag (kr. 600), fredag (kr. 700) og lørdag (kr. 800).
Hvis du elsker DRIVKRAFT lige så meget som vi, skal du sikre dig en PARTOUTBILLET til DRIVKRAFT’26. Der er meget at spare – og skal du bruge overnatning, får du 10% rabat på CITYCAMP, som ligger i gåafstand til både strand og Assens centrum og som også har super lækre luksushytter. En særlig rabatkode vil fremgå af din billet.

THE SAVAGE ROSE
THE SAVAGE ROSE er et uundgåeligt og uundværligt bidrag i kulturens fødekæde, og er i konstant udvikling. Om nogen har The Savage Roseformået at udvikle en fælles musikalsk bevidsthed der rummer historien gennem generationer, og det samlende i musikkens og sangenes ånd og sjæl, der rækker langt ud i fremtiden.
Med udsolgte koncerter landet over og 6-stjernede anmeldelser i 2025, må man sige at The Savage Rose er relevante og aktuelle den dag i dag.Eller som chefredaktør David Fricke (Rolling Stone) udtrykker det: “The Savage Rose skaber ikke bare musik, de skaber historie.”
The Savage Rose er et band der folder livets lys og skygger ud og nægter at lade sig styre. Et vildt barn. En vild rose. Men med klare budskaber til os som vil kærlighed, fred og frihed.
Når regnskabet engang skal gøres op med hensyn til dansk rockmusik, som den efterhånden har udfoldet sig i over 50 år, vil man uvægerligt finde The Savage Rose et sted helt oppe i toppen af pyramiden. (Information).
Annisette og resten af hendes band var forud for deres tid for cirka 40 år siden. Det er de stadig. (Jyllands Posten)
Den aktuelle inkarnation af The Savage Rose er tættere sammenspillet og simpelthen bare bedre end nogensinde. (Gaffa)
VON QUAR
Ingen havde hørt om dem, da de væltede festivalerne i sommeren 2025. Nu er turen kommet til DRIVKRAFT’26.
Nogle gange spreder rygterne om et nyt band sig som en steppebrand i løbet af bare en enkelt festivalsommer. Stærkt gik det – pludselig kunne man opleve dem ved årets P3 Guld. Og selvom de færreste måske har hørt om VON QUAR (endnu), er de på rekordtid blevet ét af den slags navne, som folk i musikbranchen snakker om. Det 16 personer store band Von Quar, der er blev kendt for deres “hooliganrock”, optrådte ved årets P3 Guld.
VON QUAR består af intet mindre end 16 personer, et hooligan-kor iklædt fodboldtrøjer og en frontmand i skjorte og slips, som vælter energisk rundt på scenen. Bandet kalder selv deres stil for dansksproget hooligan-rock, inspireret af energien og fællesskabsfølelsen til store sports- og stadionbegivenheder. Live resulterer lyden sig i euforisk ekstase, hvor musikken løfter sig med hypnotiserende synths, store hårdtslående trommer, højtråbende vokaler og en hel blæsersektion.
Frontmand og sanger Mikkel Øster omformer en lidenskab fra en ungdom på fodboldtribunerne, hvor han selv har ageret indpisker og trommeslager, til et musikalsk univers, der trækker på både rock, punk og rave-kultur. Og hvor bandet på scenen gerne er på størrelse med godt og vel et helt fodboldhold!
PRESSEN SKREV
Von Quars blodtørstige frontmand var fuldkommen uimodståelig på Roskilde Festival – skrev Soundvenue om koncerten i Roskildes opvarmningsdage.
Jeg ved ikke, om jeg skal ryste i bukserne af skræk eller bukke for den danske musikscenes næste tronarvinger – skrev Gaffas anmelder i sin seksstjernede anmeldelse fra Heartland.


KEDDE
Sådan må det være: Vi vender altid tilbage. Vi snakker hele dagen – men siger ikke noget.
Sådan lyder ordene fra poptalentet KEDDE der gæster DRIVKRAFT’26. Han voksede op i en lille flække langt ude på landet – et sted, hvor alle lignede hinanden, og hvor det sjældent blev belønnet at skille sig ud. Men det gjorde han. Han vidste bare ikke dengang, hvad det var, der gjorde ham anderledes. Først i de senere år er KEDDE landet et sted, hvor han for alvor hviler i sig selv – og hvor han åbent og stolt kan være queer, både over for sig selv og verden omkring sig.
Siden debuten i 2023 har han udgivet en række af stærke sange og EP’en ’En stille start’. Herfra blev singlen ’Sådan må det være’ udvalgt som P3’s Uundgåelige i starten af 2024 og cementerede KEDDEs plads som en stemme, man skal holde øje med.
Nu markerer KEDDE begyndelsen på et nyt kapitel med numre som ’Dagdrømmeri’ og ’Kun for os’. Musikken har altid været personlig, men aldrig før så ærlig og åbenlyst queer som nu. For første gang føler han sig helt hjemme. Et sted, hvor han både bliver forstået og har modet og modenheden til at skrive de sange, der virkelig betyder noget. Stilen kan beskrives som ”akustisk på klubben”, og forelskelsen i guitaren – især den akustiske – har åbnet døren til en ny måde at fortælle historier på.
JACOB AKSGLÆDE
Fynboen Jacob Aksglæde, som allerede har markeret sig som en toneangivende dansk popkunstner, lommer til DRIVKRAFT’26
Med sig har han et fuldt band og et imponerende bagkatalog: Hits som “Giv Lys Igen”, “PromilleRomantikken”, “Næste Sommer”, og “Fantomfølelser” har ikke blot erobret hitlisterne og opnået platin-status, men har også skabt en følelse af samhørighed og genkendelse blandt lytterne.
Aksglæde mestrer kunsten at levere dansksproget musik, der appellerer til en bred vifte af musikelskere. Han får folk til at synge med, især når det gælder hans energiske bandkoncerter.
Med sin evne til at kombinere ærlige og tankevækkende tekster om sit liv med fængende melodier har Jacob Aksglæde skabt et musikalsk univers, der formår at berøre hjertet og sindet på én og samme tid. Hans sange handler om livets mange facetter, fra kærlighed og længsel til livets udfordringer og glæder. Det er denne ægthed og nærvær i hans musik, der appellerer til et bredt publikum og gør ham til en unik stemme i den danske popscene.
Jacob Aksglæde er uden tvivl en kunstner, der fortsat vil sætte sit præg på den danske musikverden i årene, der kommer.


AUGUSTA SCHACKINGER
Den 19-årige odenseanske sanger og sangskriver Augusta Schackinger skriver tekster, som stræber efter mere end blot at skildre livets op- og nedture. For hende handler det om at skabe billeder med ord – billeder, der rækker ud over generationer og fortæller om steder og oplevelser, der eksisterer både i og uden for den fysiske verden. Med sin karakteristiske blanding af drømmende pop og lyrisk melankoli bevæger Augusta sig i et rum mellem det virkelige og det symbolske.
Trods sin unge alder har Augusta allerede flere års erfaring med musik. Hun debuterede i 2022 med singlen “Stjerneklare Nætter”, som blev indspillet i et lydstudie hos hendes far, hvor de i samarbejde stod for hele produktionen. Sangen blev brugt i Jonas Risvigs ungdomsdramaserie “Grænser” og har i dag over 1 million afspilninger på Spotify.
Siden har Augusta udgivet en række single, før hun i 2024 indledte et samarbejde med Sony Music, hvorfra hun i år har udgivet singlerne “Et Sted På Vesterbro” og “Febersol” samt ikke mindst sangen “Ødelagt Byen” med Olivver – en sang der i øvrigt strøg direkte ind på førstepladsen over mest streamede danske sange.
Augusta er på vej med meget mere ny musik i den kommende tid. Sideløbende har Augusta nu samlet sig et band, som kan være med til at forløse musikken live, når hun i 2026 tager på sin første turné rundt i landet.
FREJA KIRK
Freja Kirk er en kunstner, der omfavner og udforsker den grundlæggende menneskelige længsel og kamp for at finde sin identitet – i krop, køn, blandt venner, i sorgen og begæret. Noget hun formår at kanalisere og nuancere gennem sine ærlige og soulede popsange.
Efter at have udgivet musik på engelsk i et årti, udgav Freja i 2024 sin første dansksprogede single ”Hvad skal man kalde én som mig”. Nummeret, der handler om at være fanget i gråzonen mellem mand og kvinde, fik stor opmærksom i et bredt udsnit af det danske mediebillede, og kickstartede på imponerende vis popstjernens nye kunstneriske retning på modersmålet.
Kirks evner til at formidle på dansk blev understreget yderligere på single efterfølgeren ”Man Kunne Græde Oceaner”, og med fortolkningen af Anne Linnets ”Hils Din Mor” – sammen med det svenske rap og LGBTQ-ikon Silvana Imam og Linnet selv.
Musikken som Frejas ventil har altid ligget i kortene. Hun voksede op med en musikalsk far og begyndte tidligt at spille trommer og synge. I pladebutikkerne fandt hun sin lyd i Erykah Badu, Missy Elliot og Aaliyah – en evig inspiration, der har formet hendes soulfulde, r&b-inspirerede udtryk siden gennembruddet i 2014 og ind i hendes nye danske univers.


TABLOID
Tabloid er en samling af fem af landets fremmeste musikere fra pop- og jazzscenen. Her skaber de musik, som minder os om ikke at dømme og begrænse os selv. Det er indtil videre blevet til tre albums inspireret af 1980’ernes funk- og fusionsjazz med elementer fra alt fra country til J-pop.
Politiken har kaldt Tabloid ”et af landets mest interessante og velspillende unge bands”, og GAFFA har kastet hele seks stjerner efter deres koncert på Heartland Festival 2025.
Vigtigere end den flotte modtagelse har det været, at et stærkt venskab er vokset frem på den legeplads, de fem medlemmer har skabt sammen.
Tabloids fælles cv er et af de mest respektaftvingende for nogen dansk gruppe og består af Jadas musikalske højre hånd, Malthe Rostrup, den ene halvdel af Bremer/McCoy, Jonathan Bremer, den nye jazzgenerations mest renommerede saxofonist, Oilly Wallace, trommeslageren fra blandt andre Nik & Jay og Alex Vargas, Felix Ewert, samt guitarist, komponist og initiativtager Johannes Wamberg, som også spiller med navne som Coco O. Og Emma Sehested Høeg.
2025 har været et stort koncertår for Tabloid som bl.a. bragte dem forbi Heartland Festival, hvor anmelderen kvitterede med 6 stjerner og ordene:
“Koncerten går fra herlighed til herlighed. Jeg hører toner, jeg aldrig troede, jeg skulle høre, og ser kroppe smyge sig på umiskendelige måder. Selvom der ikke udveksles ord, så taler Tabloid samme sprog. Et blik, en takt, et break. De er aldrig i tvivl om, hvor de har hinanden, eller hvor vi er på vej hen, så jeg læner mig bare tilbage og nyder turen.”
Derfor er det også et held, at Tabloid er at finde på DRIVKRAFT’26
BAAL
Den 26. februar 1996 udkom Baals debutalbum “Sensorama”, og allerede med denne første udgivelse skabte bandet en dansk rockklassiker. Midt i en tid med minimalistisk grunge skilte de sig ud med referencer til bl.a. Queen, Bertolt Brecht og David Bowie. Albummet blev fulgt af en triumferende turné på landets spillesteder og festivaler, hvor Baals unikke live-energi for alvor blev kendt, ikke mindst gennem mindeværdige, næsten sekteriske optrædener på Midtfyn og Roskilde Festival.
Med det efterfølgende album “Karaoke” fra 1998 bevægede bandet sig mod et mere elektronisk udtryk, og siden har de konstant eksperimenteret og udfordret sig selv i en bred vifte af stilarter – altid med Bjørn Fjæstads markante vokal som det genkendelige centrum. Gennem alle deres udgivelser har Baal fulgt egne ambitioner og kunstneriske lyster uden at lade sig diktere af tidens trends i musikindustrien.
BAALs live-koncerter har altid haft deres helt eget liv – og de fantastiske trofaste fans og DRIVKRAFT-publikummet kan glæde sig til en jubilæumskoncert der markerer Sensorama og 30 års musikalsk historie.


ABSURD
absurd – Et af Danmarks mest lovende popnavne tager springet fuldt ud: Pladekontrakt. Bookingbureau. SPOT Festival. Udsolgte shows. Og et debutalbum i støbeskeen.
Det sydfynske popkollektiv absurd har i løbet af det seneste år bevist, at de er langt mere end et viralt TikTok-fænomen. Med en række energiske singler, massivt publikumstække og en SPOT-debut, der efterlod publikum måbende, står bandet nu ved et afgørende vendepunkt.
Denne sommer smider alle fem medlemmer studenterhuerne – og springer direkte ud i musikken. Ingen sabbatår, ingen rejser, ingen planer B. Kun fuld dedikation til det projekt, der på rekordtid har fået både branche og fans til at spærre øjnene op.
På SPOT Festival 2025 leverede absurd en koncert, der “ramte salen som en bølge”, ifølge begejstrede publikummer. Med funky grooves, stensikre korarrangementer og en sceneenergi i verdensklasse, formår bandet at kombinere catchy pop, ungdommelig charme og stærke musikalske præstationer. Et særligt øjeblik opstod, da hele salen satte sig ned under sidste nummer – og rejste sig i fælles dansende klimaks. En koncert, der blev snakket om længe efter.
absurd har noget på hjerte – og noget i benene.
De første singler fra debutalbummet lander i efteråret 2025, og foråret 2026 markerer udgivelsen af det fulde album. Med opbakning fra både pladeselskab og bookingbureau er næste skridt allerede i gang – og det bliver højt, festligt og umuligt at sidde stille til.
SOFIE 1998
Den spirende danske popartist Sofie1998 er klar til at indtage landets scener med sin ærlige og energiske dansksprogede pop. Med sange, der balancerer nærvær, styrke og sårbarhed, inviterer Sofie1998 publikum ind i et univers fyldt med fængende melodier og relaterbare historier.
Sofie1998 flyttede i 2020 fra Jylland til hovedstaden i sin stræben efter en musikkarriere. Med en finaleplads i Karrierekanonen i 2022 tog hun et vigtigt skridt videre mod at forfine sit musikalske udtryk og håndværk.
I slutningen af 2024 udgav hun singlen “Marianne og Henrik”, hvor hun synger til sine forældre om ikke at ville have børn og om lysten til et friere liv. Samtidig omfavner sangen også den tvivl, man kan frygte senere i livet — nemlig om man har valgt rigtigt. Sangen blev bl.a. et stort lytterhit hos DR P4.
For Sofie1998 har 2025 budt på flere milepæle. Tidligere på året optrådte hun på flere af landets festivaler – senest Smukfest – og dette efterår har hun spillet sin første indendørs turné med udsolgte shows i bl.a. København, Aarhus og Herning.
Sofie blev desuden nomineret som Årets Tekstforfatter til Carl Prisen 2025, en stor anerkendelse allerede inden hun har udgivet hendes debut album. I september måned satte P3 Upcoming yderligere spot på hende med en populær YouTube-video fra årets Smukfest, som hurtigt fik stor opmærksomhed og viste hendes naturlige nærvær på scenen.
“Alt den medvind, jeg har oplevet, har givet mig mere blod på tanden,” fortæller Sofie.
“Jeg glæder mig helt vildt til at møde publikum og mærke sangene få liv sammen med dem. At stå på scenen og dele de her følelser i øjeblikket – det er dér, jeg føler mig allermest hjemme.”
Koncerten byder på både nye sange og fanfavoritter, leveret med intensitet, humor og en jordnær ærlighed. Publikum kan forvente en oplevelse, hvor poppen møder personlige fortællinger – og hvor både hjerte og dansegulv bliver rørt.


BELLI
Michel Belli hylder sin far og spiller hans udødelige sange
I september 2023 modtog Michel Belli Dansk Rockakademis hæderspris på vegne af sin far – legendariske Peter Belli. Peter skulle selv have været der og sunget til prisfesten med Burnin’ Red Ivanhoe som backing, men sådan blev det desværre ikke. Han gik bort tre måneder forinden og istedet måtte Michel modtage prisen på hans vegne og ikke mindst synge nogle af de udødelige klassikere.
Det blev en helt speciel og rørende oplevelse – både for publikum men i høj grad også for Michel, der i et kort øjeblik følte sin fars nærvær. Sangene og musikken var med et ligeså levende og kraftfulde, som da Peter selv optråde på landets scener – og selvom Michel Belli altid har gået sin egen vej, så føltes tiden nu helt rigtig til en tour rundt i landet med en hyldest til sin fars musik og alle de elskede sange, der har betydet så meget for så mange og ikke mindst for Michel selv.
Han har altid fået at vide, at han ligner sin far, stemmeklangen er ikke til at tage fejl af og så har han samlet et hold rutinerede musikere, der alle har haft glæden af at spille med Peter, mens han stadig var blandt os.
Det bliver en koncert, der er en rendyrket hyldest til den gamle ulv og et kærkomment genhør med klassikere som Ulven Peter, Helt Igennem Respektabel, Hvis Jeg Nu Var arbejdsløs m.fl.

FRAÜLEIN
Der er noget på vej fra den fynske trio Fräulein, som i 2024 udgav deres debutalbum og var på sommertour i hele landet.
Nu er trekløveren klar til næste kapitel. Efter et år med sangskrivning, studietid og fordybelse vender Fräulein tilbage i 2026 med helt nyt materiale og fornyet energi.
De fleste kender allerede trioen for deres anmelderroste debutalbum, stærke airplay med “Hvad vil du ha” og “Elske dig forevigt”, priser fra Jelling og Tinderbox og en SPOT-koncert med kø langt ud på gaden – samt deres officielle VM-sang til kvindelandsholdet.
Anna, Emil og Jeppe mødte hinanden i Odense for 8 år siden og fandt ud af at de var skabt for hinanden. Den kreative energi i deres nye venskab blev dog først rigtigt forløst på en efterfølgende sommerhustur, der endte med at definere deres fremtid.
Her transformeredes deres entrepenante ego´er fra at løbe i hver sin retning som tre vilde heste til at løbe sammen i et spand. De gik fra misundelse til respekt for hinanden og omdirigerede deres respektive styrker til fælleskabet og i løbet af kort tid skrev de 10 sange. Med grænserne frigjort blev det efterfølgende til 100 sange i løbet af et år.
Som GAFFA skrev, har Fräulein allerede markeret sig som et af landets mest lovende nye navne. NU tager de næste skridt!
VINCENT RYDER
Vincent Ryder inviterer os ind i en verden af mareridt og længsel, fortabt kærlighed og skrøbeligt håb. Hans cinematiske post-apokalyptiske univers blander art-rockens og indiepoppens intimitet med de moderne singer-songwriters energi.
Hans sange udstråler autenticitet og følelsesmæssig dybde, og hans live shows har fanget publikum både på intime spillesteder og på større scener. Gaffa.dk har kaldt ham et ”talent af Guds nåde” og med sin unikke stemme samt et talent for historiefortælling, leverer Vincent Ryder musik, der efterlader et varigt indtryk.


RENAY
DANMARKS BEDST BEVAREDE HEMMELIHED: Han lyder ikke som de andre. Hans historie er heller ikke som de andres, og dét er hans stemme heller ikke. Nu skal du ikke længere nøjes med at høre ham i radioen eller i et heldigt øjeblik på et af hans mange jobs.
Lyden og stemmen er alt andet end dansk. Soul, funky, varm, autentisk og med dybe rødder i det allerbedste fra den store udenlandske scene. Men manden selv har fødderne begravet i det jyske, mens det musikalske og dansk/afrikanske hjerte altid har banket for de helt store overthere. Og så er det jo godt at kunne leve op til dét og dém. Dét kan Renay.
”Jeg sætter alt på spil, når jeg spiller og synger. Det skal føles godt og være levende – både for mig og for publikum, og jeg går aldrig på scenen uden dét. Musik skal være fuld af sjæl og liv og chancer, og derfor gi’r jeg alt hver eneste gang,” fortæller manden, der i øvrigt kan bryste sig af flere millioner streams.
Og hvis du tænker Stevie Wonder eller Bill Withers, når du lytter til den store stemme, er det ikke helt forkert. Det er bare to af Renays inspirationskilder og et par af grundene til, at han ikke er hoppet med på den dansksprogede musikbølge, der virker lige nu. For hjertet banker for noget andet.

ERIK APOLLO
Erik Apollo har markeret sig som en af de mest interessante stemmer på den danske musikscene. Hans debutalbum “Erik Apollo” blev belønnet med fire stjerner i GAFFA, og hans koncert på SPOT Festival fik en femstjernet anmeldelse fra Bands of Tomorrow. GAFFA skrev blandt andet: “Digter og Blå mand ræser om kap for at blive uopdagede kæmpehits – eller i hvert fald din næste sensommer-ørehænger.”
Blandt højdepunkterne tæller også flere supportshows for Barselona sammen med sit live orkester bestående af erfarne profiler fra den danske livescene.
Erik Apollo har tidligere været frontperson i det kommercielle band Tårn, hvilket har givet ham stor liveerfaring – blandt andet med koncert på Roskilde Festival. I dag medbringer han også sine største sange fra Tårn-tiden, hvilket gør koncertoplevelsen til en kombination af nye udgivelser og velkendte favoritter.
Med denne kombination af erfaring, stærke udgivelser og et energisk livehold leverer Erik Apollo koncerter, der både er nærværende, medrivende og musikalsk ambitiøse.









































