CARSTEN DAHL TRIO
Feat. Daniel Franck (bas) og Martin Andersen (trommer)
Carsten Dahl Trio er et musikalsk kollektiv, hvor alt opstår i øjeblikket. Det er poetisk, bevægende, swingende, vildt og polyfont ? musik, der ånder frit og skabes i samme sekund, som den høres. Som små spontane malerier, hvor motivet får lov at bestemme farven, penslen og retningen, leger trioen med former, udtryk og nuancer og lader musikken male sig selv frem.
Trioen spiller jazz i verdensklasse med en nysgerrig og åben tilgang til interplay, men med fødderne solidt plantet i traditionen. Deres musik udspringer af en kompromisløs stræben efter kollektiv balance, båret af tre stærke individuelle stemmer, som alligevel hengiver sig fuldstændigt til fælles strøm og intuition
At være sammen i musikken på denne levende og åbne måde kræver mod: Mod til at falde fra hinanden uden at gå i stykker. Mod til at give slip på ego og forventning. Mod til at lade musikken føre. Og netop i dette mod finder trioen sin energi – en virtuos, stærk og levende kraft, der både udfordrer og omfavner publikum.
Carsten Dahl er én af de sjældne pianister, der frit bevæger sig mellem mange musikalske sprog. Han er frygtløs, søgende og inderlig, og hans dybe swing og åbne adgang til stilarterne skaber et rum, hvor alt kan ske. Sammen med Daniel Francks lydhøre og pulserende bas og Martin Andersens organiske, smidige trommespil folder trioen både egne kompositioner og velkendte standards ud – altid med en nærværende, åben energi og en evne til at forme musikken i levende dialog med publikum
Siden trioen blev skabt i foråret 2025, har den spillet en lang række udsolgte og anmelderroste koncerter i Danmark og store dele af Europa. I foråret 2026 udgiver de deres første album The Composer’s Suite på Carsten Dahls eget selskab Musique Phénoménale – en udgivelse, der danner afsæt for en omfattende europaturné
CARSTEN DAHL (Biografi)
Carsten Dahl f. i 1967 i Charlottenlund er autodidakt pianist, komponist, billedkunstner, digter og foredragsholder samt ansat som professor emeritus ved Rytmisk Musikkonservatorium i København og ekstern underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Lejlighedsvis ekstern gæsteprofessor på Norges Musikhøgskole i Oslo, Helsinki Akademiet, Göteborgs Universitet, Malmö Musikhögskola samt Soweto Music Society for Children.
Som en af landets væsentligste innovative musikere og komponister har han udgivet utallige pladeudgivelser og indgået i en lang række musikalske samarbejder, primært indenfor jazz og klassisk musik, med en særdeles omfattende koncertvirksomhed i Danmark og udlandet. Sideløbende har han været tilknyttet det klassiske Ensemble MidtVest som kunstnerisk konsulent gennem 10 år og musikforlaget Wilhelm Hansen som eksklusiv artist nu på 14. år.
Som billedkunstner har han siden 2016 haft soloudstillinger bl.a. i Gjethuset, Galleri Øckenlund, Bredgade Kunsthandel og Galerie Knud Grothe og i henholdsvis Rigshospitalets og Roskilde Kunstforening. I 2020 udgav han sin første digtsamling I mangel af alting, der kredser om angst, tab og kærlighed og sætter ord på livets yderligheder i en bevægelse mellem mørket og lyset.
Det ligger ham meget på sinde, hvorledes psykiske lidelser kan transformeres til kunstneriske udtryk og bidrage til mental sundhed. Baseret på egne erfaringer med depression, angst og aspergers syndrom holder han gerne foredrag herom, ofte kombineret med solokoncerter og live-malerier, hvor patienter inddrages.









































