Køb årskort

FÆTTERS

FÆTTERS – musikalske røverhistorier på højniveau!

De vestjyske aner fornægter sig aldrig, og hvorfor sku’ de også det. De har for længst slået deres navn fast på de danske spillesteder og i radioen, og det fortsætter de med. I en under- og velspillet stil, hvor du må kigge forgæves efter nogen, der minder om … Fætters.

Og ja, de ER fætre eller grandfætre – andet, der startede med at spille på et par værtshuse, lod sangskrivningen gå sin gang og med frisk, vestjysk luft under vingerne charmerer mere end bare hjemegnen. Med stoltheden over et ophav, fortællinger om selv samme, ro og en tryghed i at vide, hvor man kommer fra. Tilsat en snert Hausgaard og et skvæt Allan Olsen. Og så alligevel helt sig selv.

”Vi er helt almindelige mennesker, og der ligger en forpligtigelse i at tale vores område op. Især, fordi vi er stolte af det. Yderområderne skal alt andet end afvikles. De skal udvikles,” fortæller Anders Toft Bro, en af fætrene, som sammen med resten af fætrene er klar til snart at ta’ på landevejen igen. 

Historien gav sig selv, for ’når man ikke kunne noget med en bold, og der ikke var en café eller biograf i nærheden, skulle man noget andet’, som de siger.

Fætters familie ku’ noget med ord og toner, og fætrene, hvor fire ud af fem deler oldeforældre, fortsætter. Heldigvis. For det griber om sig, og selvom det Thyborøn’ske sidder godt tatoveret på den vestjyske rygrad, er deres egen klare sejlrute helt klar – og ørehængende. ”Der, hvor du bliver kaldt fiskersøn, selvom din far er smed”, som det lyder i storhittet ’Opsangen’. 

FÆTTERS har 3 albums bag sig, alle sange er både selv- og velskrevne, og hvis du ikke allerede har set dem på landets festivaler eller spillesteder, er du nok stødt på sangen ’Gutterne på Kutterne’, hvis du da ikke har mødt forsanger Anders Toft Bro i tv-programmet Fotovognen eller i Natholdet.

FÆTTERS: 
Anders Toft Bro: vokal, klaver & harmonika 
Christian Toft Bro: guitar
Allan Toft Josephsen: vokal, bas & trommer
Christian Stausholm Holm: vokal & guitar 
Morten Maltesen: bas & trommer