Jeppe Gram feat. Emmanuel Michael & Ben Street
Et musikalsk møde på tværs af generationer og verdensdele.
I slutningen af sommeren var trommeslager og komponist Jeppe Gram en del af Daniel Lanois’ band på Tønder Festival – en koncert, som kastede masser af ros af sig fra den danske anmelderstab, og som bød på en gæsteoptræden fra Emmylou Harris. Jeppe Gram modtog i 2021 en Danish Music Award som Årets Musiker, og ved D.M.A. Jazz i 2022 blev hans seneste album, The Doldrums, kåret til Årets Udgivelse.
Nu står Jeppe Gram i spidsen for et internationalt ensemble, som bygger videre på den tætte dialog mellem den danske og amerikanske jazzscene – både i et længere dansk jazzhistorisk perspektiv og i Jeppe Grams personlige musikalske virke. Projektet søsættes i februar 2027 med turné og albumindspilning, faciliteret af et Artist in Residence-forløb på Spillestedet Harders i Svendborg, efterfulgt af koncerter rundt i landet.
New York har altid været den toneangivende hovedstad inden for jazz, og det er lykkedes Gram at samle to af de stærkeste navne derfra: stjernebassisten Ben Street og den fremadstormende guitarist Emmanuel Michael. Fra det nordiske jazzlandskab fuldendes holdet af pianisten Heine Hansen og den norske trompetist Erik Kimestad – to begavede musikere med lang erfaring fra samarbejder med alt fra Johnny Griffin og N.H.Ø.P. til Kresten Osgood Kvintet og Horse Orchestra.
Med erfaring fra konstellationer som Grammofunch og The Opening samt sine mange soloprojekter har Jeppe Gram skrevet ny musik til gruppen. Kompositionerne har inspiration fra både Jimi Hendrix og Højskolesangbogen, hvilket viser, at følelsen, åbenheden og empatien er i centrum snarere end en snæver jazzæstetik.
Jeppe Gram beskriver selv tilgangen til musikken:
“Jeg tilstræber, at musikken flyder let og ubesværet. I konstant bevægelse – også når musikken er repeterende. Som at puste sæbebobler: Hvis der pustes for hårdt, brister de, før de er blevet til noget. Pustes der for blødt, bliver resultatet nogenlunde det samme.”









































