FALDEREBET
De spillede på Tobaksgaarden under DRIVKRAFT’25 – og kommer nu igen i forbindelse med udgivelse af ny single og et efterfølgende album.
Det anmelderroste københavnske rockband Falderebet er tilbage med en ny single, Breve der aldrig blev sendt, som udkommer fredag den 26. juni 2026. Singlen er første forløber til bandets kommende album Ransager Ruinerne, der udkommer 25. september 2026.
Som musikalsk eksponent for Nordic Noir har Falderebet tidligere taget udgangspunkt i støjrock, men denne gang er der i udtrykket lagt langt mere vægt på de elektroniske elementer i lydbilledet. Singlen folder sig ud i en kold, neon-agtig storby-lyd, hvor pulserende synths og programmerede beats flettes sammen med bandets karakteristiske håndspillede trommer, bas og guitarflader.
I front står sanger og sangskriver Bo Bech Arvin, der med sit personlige tekstunivers på dansk kredser om de eksistentielle kriser, der rammer midt i livet – denne gang med særligt fokus på skabelsens ensomhed.
Om singlen: Skabelse uden svar
Breve der aldrig blev sendt fortæller historien om en person, der har brugt hele sit liv på at udtrykke sig – uden nogensinde rigtigt at vide, om han bliver hørt. Som breve, der bliver ved med at blive skrevet, men aldrig får en modtager.Sanger og sangskriver Bo Bech Arvin uddyber:
“Som sangskriver bruger man hele sin tid på at skrive sange uden at vide, om de nogensinde bliver modtaget. Det er en ensom proces, hvor man af og til tvivler på sig selv og værdien af det skabte. Det tror jeg er en grundlæggende usikkerhed for mange i min branche. Men jeg bliver ved, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Det er en form for selvterapi for mig, der gør mig glad. Sangskrivning er en form for dagbog, der retfærdiggør hele arbejdet i sig selv.”
Med sin blanding af kølig elektronisk storbystemning og poetisk eftertænksomhed markerer ?Breve der aldrig blev sendt? den retning, Falderebet bevæger sig i på det kommende album.
Nyt album: Ransager Ruinerne
Albummet Ransager Ruinerne udkommer 25. september 2026 og bliver Falderebets fjerde album. Albummet er skabt i samarbejde med lydtekniker og multi-instrumentalist Kristian Thomsen, der spiller al guitar og bas på udgivelsen.
Her videreudvikler bandet det udtryk, der på Solen står op (2024) blev rost for sin kombination af støjrock, melodiøs styrke og et stærkt dansksproget tekstunivers ? nu med et markant mere elektronisk og urbant præg.
På Ransager Ruinerne dykker Falderebet ned i de mentale og følelsesmæssige ruiner, vi efterlades med gennem et levet liv, og forsøger at finde mening i resterne: valgene, fravalgene og alt det, der kunne være blevet til noget andet.
Ændringer i besætningen – og nye kræfter på vej
I forbindelse med arbejdet på det nye album har guitarist Henrik Berger og bassist Jakob Lund desværre valgt at forlade bandet. Det er naturligvis vemodigt, men Falderebet sender en stor tak og de bedste ønsker til Henrik Berger og Jakob Lund på deres videre musikalske færd.
Forsanger Bo Bech Arvin og trommeslager Anders Ramhede fortsætter Falderebet, og er netop nu i gang med at færdiggøre indspilningerne til Ransager Ruinerne.
I kølvandet på albumudgivelsen følger en række koncerter rundt i landet. Her har Falderebet været så heldige at samle nogle erfarne erstatninger. På guitar genindtræder en af Falderebets grundlæggere, Stefan Weinreich Mortensen (Still Midnight, Racing Ape, Snuff Cameramen). På bas indtræder Niklas Schneidermann (Magtens Korridorer).
Kort efterårstour med ny besætning
Udgivelsen af Ransager Ruinerne følges op af en kort efterårstour, hvor Falderebet præsenterer det nye materiale live med den nye besætning. De første datoer er bekræftet, og flere koncerter er på vej.
Udvalgte omtaler
“Forsanger Bo Bech Arvin har et sikkert øre og sans for sproglige finurligheder […] Teksterne er uden undtagelse gennemarbejdede og intelligente, afsunget fra usikker grund med tvivlen og melankolien som makkere.” (Klaus Lynggaard, Weekendavisen)“De poetiske støj-pop?pere med rockhjertet på rette sted hos Falderebet, har med sanger og sangskriver Bo Bech Arvin i front, en af vor tids mest formstærke hjemlige sangskrivere. I hvert fald målt på evnen til at skrive samfundsrevsende og ruskende tekster ud fra moden indsigt og tvivlende udsigt.” (Mads Kornum, AllThat)
“[Falderebet] kan spidde sig selv og revse samfundet, så det giver mening, at livet er noget lort, fordi kantinen er lukket. Det er de små stik til vores egen ulidelige selvoptagethed, der giver sangteksterne slagkraft […] På Solen står op synger Falderebet om liv og død. Og de tenderer til at spille, som det gjaldt det samme.” (Jan Opstrup Poulsen, Gaffa)
“Solen står i den grad op over Falderebet, der på deres tredje album rammer nye højder […] Det er tydeligere end nogensinde, at her er tale om dygtige musikere, der er i vækst […] Solen står op er deres hidtil mest varierende og bedste album. Det lover godt for de kommende.” (Bo Heimann, POV International)









































