DRIVKRAFT’26 LØRDAG
Hvis du elsker DRIVKRAFT lige så meget som vi, skal du sikre dig en PARTOUTBILLET til DRIVKRAFT’26. Der er meget at spare – og skal du bruge overnatning, får du 10% rabat på CITYCAMP, som ligger i gåafstand til både strand og Assens centrum og som også har super lækre luksushytter. En særlig rabatkode vil fremgå af din billet.
JACOB AKSGLÆDE
Fynboen Jacob Aksglæde, som allerede har markeret sig som en toneangivende dansk popkunstner, lommer til DRIVKRAFT’26
Med sig har han et fuldt band og et imponerende bagkatalog: Hits som “Giv Lys Igen”, “PromilleRomantikken”, “Næste Sommer”, og “Fantomfølelser” har ikke blot erobret hitlisterne og opnået platin-status, men har også skabt en følelse af samhørighed og genkendelse blandt lytterne.
Aksglæde mestrer kunsten at levere dansksproget musik, der appellerer til en bred vifte af musikelskere. Han får folk til at synge med, især når det gælder hans energiske bandkoncerter.
Med sin evne til at kombinere ærlige og tankevækkende tekster om sit liv med fængende melodier har Jacob Aksglæde skabt et musikalsk univers, der formår at berøre hjertet og sindet på én og samme tid. Hans sange handler om livets mange facetter, fra kærlighed og længsel til livets udfordringer og glæder. Det er denne ægthed og nærvær i hans musik, der appellerer til et bredt publikum og gør ham til en unik stemme i den danske popscene.
Jacob Aksglæde er uden tvivl en kunstner, der fortsat vil sætte sit præg på den danske musikverden i årene, der kommer.


FREJA KIRK
Freja Kirk er en kunstner, der omfavner og udforsker den grundlæggende menneskelige længsel og kamp for at finde sin identitet – i krop, køn, blandt venner, i sorgen og begæret. Noget hun formår at kanalisere og nuancere gennem sine ærlige og soulede popsange.
Efter at have udgivet musik på engelsk i et årti, udgav Freja i 2024 sin første dansksprogede single ”Hvad skal man kalde én som mig”. Nummeret, der handler om at være fanget i gråzonen mellem mand og kvinde, fik stor opmærksom i et bredt udsnit af det danske mediebillede, og kickstartede på imponerende vis popstjernens nye kunstneriske retning på modersmålet.
Kirks evner til at formidle på dansk blev understreget yderligere på single efterfølgeren ”Man Kunne Græde Oceaner”, og med fortolkningen af Anne Linnets ”Hils Din Mor” – sammen med det svenske rap og LGBTQ-ikon Silvana Imam og Linnet selv.
Musikken som Frejas ventil har altid ligget i kortene. Hun voksede op med en musikalsk far og begyndte tidligt at spille trommer og synge. I pladebutikkerne fandt hun sin lyd i Erykah Badu, Missy Elliot og Aaliyah – en evig inspiration, der har formet hendes soulfulde, r&b-inspirerede udtryk siden gennembruddet i 2014 og ind i hendes nye danske univers.

SOFIE 1998
Den spirende danske popartist Sofie1998 er klar til at indtage landets scener med sin ærlige og energiske dansksprogede pop. Med sange, der balancerer nærvær, styrke og sårbarhed, inviterer Sofie1998 publikum ind i et univers fyldt med fængende melodier og relaterbare historier.
Sofie1998 flyttede i 2020 fra Jylland til hovedstaden i sin stræben efter en musikkarriere. Med en finaleplads i Karrierekanonen i 2022 tog hun et vigtigt skridt videre mod at forfine sit musikalske udtryk og håndværk.
I slutningen af 2024 udgav hun singlen “Marianne og Henrik”, hvor hun synger til sine forældre om ikke at ville have børn og om lysten til et friere liv. Samtidig omfavner sangen også den tvivl, man kan frygte senere i livet — nemlig om man har valgt rigtigt. Sangen blev bl.a. et stort lytterhit hos DR P4.
For Sofie1998 har 2025 budt på flere milepæle. Tidligere på året optrådte hun på flere af landets festivaler – senest Smukfest – og dette efterår har hun spillet sin første indendørs turné med udsolgte shows i bl.a. København, Aarhus og Herning.
Sofie blev desuden nomineret som Årets Tekstforfatter til Carl Prisen 2025, en stor anerkendelse allerede inden hun har udgivet hendes debut album. I september måned satte P3 Upcoming yderligere spot på hende med en populær YouTube-video fra årets Smukfest, som hurtigt fik stor opmærksomhed og viste hendes naturlige nærvær på scenen.
“Alt den medvind, jeg har oplevet, har givet mig mere blod på tanden,” fortæller Sofie.
“Jeg glæder mig helt vildt til at møde publikum og mærke sangene få liv sammen med dem. At stå på scenen og dele de her følelser i øjeblikket – det er dér, jeg føler mig allermest hjemme.”
Koncerten byder på både nye sange og fanfavoritter, leveret med intensitet, humor og en jordnær ærlighed. Publikum kan forvente en oplevelse, hvor poppen møder personlige fortællinger – og hvor både hjerte og dansegulv bliver rørt.
FRAÜLEIN
Der er noget på vej fra den fynske trio Fräulein, som i 2024 udgav deres debutalbum og var på sommertour i hele landet.
Nu er trekløveren klar til næste kapitel. Efter et år med sangskrivning, studietid og fordybelse vender Fräulein tilbage i 2026 med helt nyt materiale og fornyet energi.
De fleste kender allerede trioen for deres anmelderroste debutalbum, stærke airplay med “Hvad vil du ha” og “Elske dig forevigt”, priser fra Jelling og Tinderbox og en SPOT-koncert med kø langt ud på gaden – samt deres officielle VM-sang til kvindelandsholdet.
Anna, Emil og Jeppe mødte hinanden i Odense for 8 år siden og fandt ud af at de var skabt for hinanden. Den kreative energi i deres nye venskab blev dog først rigtigt forløst på en efterfølgende sommerhustur, der endte med at definere deres fremtid.
Her transformeredes deres entrepenante ego´er fra at løbe i hver sin retning som tre vilde heste til at løbe sammen i et spand. De gik fra misundelse til respekt for hinanden og omdirigerede deres respektive styrker til fælleskabet og i løbet af kort tid skrev de 10 sange. Med grænserne frigjort blev det efterfølgende til 100 sange i løbet af et år.
Som GAFFA skrev, har Fräulein allerede markeret sig som et af landets mest lovende nye navne. NU tager de næste skridt!


RENAY
DANMARKS BEDST BEVAREDE HEMMELIHED: Han lyder ikke som de andre. Hans historie er heller ikke som de andres, og dét er hans stemme heller ikke. Nu skal du ikke længere nøjes med at høre ham i radioen eller i et heldigt øjeblik på et af hans mange jobs.
Lyden og stemmen er alt andet end dansk. Soul, funky, varm, autentisk og med dybe rødder i det allerbedste fra den store udenlandske scene. Men manden selv har fødderne begravet i det jyske, mens det musikalske og dansk/afrikanske hjerte altid har banket for de helt store overthere. Og så er det jo godt at kunne leve op til dét og dém. Dét kan Renay.
”Jeg sætter alt på spil, når jeg spiller og synger. Det skal føles godt og være levende – både for mig og for publikum, og jeg går aldrig på scenen uden dét. Musik skal være fuld af sjæl og liv og chancer, og derfor gi’r jeg alt hver eneste gang,” fortæller manden, der i øvrigt kan bryste sig af flere millioner streams.
Og hvis du tænker Stevie Wonder eller Bill Withers, når du lytter til den store stemme, er det ikke helt forkert. Det er bare to af Renays inspirationskilder og et par af grundene til, at han ikke er hoppet med på den dansksprogede musikbølge, der virker lige nu. For hjertet banker for noget andet.
ERIK APOLLO
Erik Apollo har markeret sig som en af de mest interessante stemmer på den danske musikscene. Hans debutalbum “Erik Apollo” blev belønnet med fire stjerner i GAFFA, og hans koncert på SPOT Festival fik en femstjernet anmeldelse fra Bands of Tomorrow. GAFFA skrev blandt andet: “Digter og Blå mand ræser om kap for at blive uopdagede kæmpehits – eller i hvert fald din næste sensommer-ørehænger.”
Blandt højdepunkterne tæller også flere supportshows for Barselona sammen med sit live orkester bestående af erfarne profiler fra den danske livescene.
Erik Apollo har tidligere været frontperson i det kommercielle band Tårn, hvilket har givet ham stor liveerfaring – blandt andet med koncert på Roskilde Festival. I dag medbringer han også sine største sange fra Tårn-tiden, hvilket gør koncertoplevelsen til en kombination af nye udgivelser og velkendte favoritter.
Med denne kombination af erfaring, stærke udgivelser og et energisk livehold leverer Erik Apollo koncerter, der både er nærværende, medrivende og musikalsk ambitiøse.










































