Café Biograf Spillested

Sladderspalten

Fra folk-musik over Melodi Grand Prix til vintage-pop
Interview med Emmelie de Forest

Emmelie de Forest lagde d. 20. marts vejen forbi Tobaksgaardens cafe til en snak omkring musik og sangskrivning, og selvfølgelig koncerten på Tobaksgaarden d. 4. maj kl. 20.

Tobaksgaarden:
Du har beskæftiget dig med både meget store produktioner og mindre akustiske sets – og musikalsk bevæget dig fra folk-musik over melodi-grandprix til vintage pop. Kan du fortælle lidt om den nye lyd, som du har arbejdet med på den seneste udgivelse, og hvordan den er opstået?

EDF:
Jeg startede med at tage ud og spille da jeg var 14 år med en skotsk musiker fra Glasgow, Fraser Neil, og det var overvejende folk-musik. Da muligheden for at optræde med nummeret Only teardrops opstod, opfattede jeg det som en forlængelse af det, jeg havde lavet før, hvor der var en rød tråd fra folk-musikken til det keltiske, til trommerne og fløjterne, som blev brugt på Only teardrops.

Mini-albummet, History (fra 2018), som jeg udgav sidste år stikker i mange retninger. Den første single Sanctuary mindede mere om den musik, som jeg havde lavet tidligere, hvorimod den anden single, History, have en masse 80’er elementer, en ”off” rytme og flere elektroniske komponenter, så på den måde er History et meget blandet album. Det kan være, at mit næste album har en mere gennemgående rød tråd, men det er meget forskelligt, hvad der inspirere mig; så jeg har altid godt musikalsk kunne lide at gå i mange forskellige retninger.

Tobaksgaarden:
Hvad kan publikum forvente at opleve til koncerten på Tobaksgaarden? Det er meget tydeligt, at du i din sangskrivning og musik trækker på meget forskellige inspirationer – bliver det vintage-pop’en eller folk-musikken, som kommer til at være i fokus under koncerten i Assens?

EDF:
Det er altid meget anderledes at spille musik live, og det lyder altid anderledes end når det bliver optaget i et studie, hvorfor man bliver nød til at træffe andre musikalske valg, da man aldrig rigtig kan få live-musik til at lyde som optagelser.

Til koncerten i Assens spiller jeg både en masse af mine gamle sange, en god del af mine nye sange, samt et par cover-sange, som jeg plejer at synge – bl.a. sange af Nat King Cole og Bruce Springsteen. Jeg har tidligere brugt et meget folk-musik inspireret band når jeg har optrådt, med blandt andet mandolin og slideguitar, men på denne tur har jeg både elektriske instrumenter, som elguitar og elbas, og akustiske instrumenter med – så i den forstand bliver det ret blandet.

Tobaksgaarden:
Du nævnte før, at en del af dit live-set inkluderer cover-numre; og jeg har hørt optagelser af, at du cover alt fra Nat King Cole til Nirvana. Kan du kommer med et par eksempler, og måske fortælle lidt om, hvad du går efter ved et stykke musik, som du gerne vil lave et cover af?

EDF:
Jeg startede med at synge cover-sange, da jeg var lille. Nirvana har altid været mit yndlingsband siden jeg var 11 år gammel, så da jeg lavede coveret af Smells like teen spirit havde jeg et helt ”fan-girl moment”. Jeg ved ikke helt hvad det er, men der er nogen sange, bl.a. de ”Bruce Springsteen” og ”Bat For Lashes” sange, som jeg har coveret, der bare føles helt rigtig når jeg synger dem. Så det betyder meget, at sangene føles naturlige og dejlige at synge; men selvfølgelig også at melodien rører mig og at teksterne er gode.

Tobaksgaarden:
Jeg kan forstå, at dit album History er finansieret via crowdfunding.
Har Crowdfunding tilladt dig at være mere kompromisløs ift. sangskrivning og produktion? Kan du komme med et par eksempler på, hvilke musikalske muligheder, crowdfunding har givet dig?

EDF:
Jeg har selv fået lov at bestemme alt 100% selv: lige fra produktionen af sangene, til hvilke sange der skulle med albummet. Crowdfundingen har samtidig givet mig mulighed for at få en masse feedback fra mine fans, der har været med til at finansiere albummet. Men det har selvfølgelig også været nervepirrende, da jeg skulle stå for det økonomiske selv, og nå at samle pengene sammen indenfor en kort periode (som man skal med crowdfunding). Men jeg nåede at få finansieret 90.000 kroner via crowsfundingen, som er gået til alt lige fra produktion, miksning af musikken, musikvideoer, marketing, osv.

Tobaksgaarden:
Du er musikalsk meget alsidig; hvad kommer fremtiden til at byde på rent musikalsk?

EDF:
Jeg har er gået i gang med at skrive meget musik igen. De sidste tre år har jeg været selvstændig, så der har været meget kontorarbejde i forhold til at booke en tur, promovering og lignende, som har betydet, at jeg har haft mindre tid til de kreative processer. Men de sidste par måneder har jeg skrevet en masse sange, som jeg stadig arbejder med. Men det er ikke altid sådan, at det er de første sange jeg skriver, som er de bedste; derfor kan det sagtens være, at jeg i løbet af de næste par måneder skriver et par numre, som bliver definerende for hele pladen. Så det er lidt svært at give et endeligt bud på, da jeg lige nu er midt i den proces – og det er rigtig spændende.

Min plan er at skrive frem til sommeren 2019, og så håber jeg, at det vil være muligt at udsende en ny single i efteråret 2019, eller måske et album i starten af 2020 – men det afhænger meget af hele processen, da det tager lang tid at lave selve musikken, efterfølgende at skulle promovere og lave aftaler med streaming-tjenester, osv.

Tobaksgaarden:
Har det haft nogen indflydelse eller betydning for din musik og sangskrivning, at du er fra provinsen?

EDF:
Ja, jeg er vokset op i Mariager. Måske, nu når jeg tænker over det; naturen har altid fyldt meget for mig, specielt i de første sange, som jeg skrev. Jeg elsker København, og alle de muligheder der er i København, når man laver musik, men jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at vokse op end i provinsen i en by som Mariager, hvor der er skov, strand, fjord, og hvor jeg kunne have dyr. Hvis jeg var vokset op i København, så havde jeg slet ikke haft den samme ungdom; samtidig var jeg heldig at gå på en god friskole i en landsby, hvor der var meget fokus på musik og teater, som har været afgørende for at kultivere min musikalske interesse. Så min opvækst i provinsen har betydet rigtig meget for mig og min karriere.

Tobaksgaarden:
Tak fordi du ville tage dig tiden til at besvare alle vores spørgsmål. Og vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at høre koncerten d. 4. maj.

EDF:
Både mit band og jeg glæder os rigtig meget til koncerten, og det er rigtig dejligt at være her i Assens. Det er første gang, at jeg optræder i Assens, og jeg føler mig allerede hjemme med de gamle huse og brostenene; så jeg er overbevist om, at det bliver en fremragende koncert d. 4. maj på Tobaksgaarden.

Emmelie de Forest:

  • Født i 1993 og opvokset i Mariager
  • Startede med at synge og optræde som 8-årig
  • Var på sin første tourné som 14-årig med folk artisten Fraser Neill.
  • 170 millioner så Emmelie de Forest vinde ESC i 2013 med Only Teardrops.
  • Only Teardrops gik #1 i 12 europæiske lande.
  • Hun er en anerkendt sangskriver som har skrevet over 80 sange til sig selv og andre artister. Hun skrev bl.a. den officielle #JoinUs sang ”Rainmaker” til ESC 2014.

BISSE GLÆDER SIG TIL AT BESØGE ASSENS FOR TREDJE GANG
INTERVIEW MED BISSE

Af RK den 6. marts, 2019

Tobaksgaarden var så heldig, at BISSE, der spiller en solo-koncert på Tobaksgaarden d. 25. april, havde tid til et lille in-transit telefoninterview mens han var på vej til Van Goghs gravsted i Paris, hvor der var mulighed for at stille lidt spørgsmål til den kommende solo-koncert på Tobaksgaarden:

RK:
Hej Bisse, og tak for, at du gider tage dig tiden til at svare på lidt forskellige spørgsmål omkring din musik og solokoncerten på Tobaksgaarden.

Noget af det som vi er rigtig interesserede i at høre lidt om er, hvordan en solo-koncert med Bisse løber af sig? De tidligere albums har haft en meget fyldig instrumentering, hvor der bl.a. har været anvendt dobbelt trommesæt, samt stryger og horn sammen med Copenhagen Phil. Hvordan løber en solo-koncert af sig med Bisse, og hvad kan publikum forvente?

BISSE:
Tak fordi jeg måtte komme, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme og spille mine sange solo, og det bliver på den måde en koncert med mere intime rammer. I den forbindelse glæder jeg mig til at komme og spille på jeres klaver, da jeg har valgt at kalde min solo-koncert for en ”klaver-koncert”.

RK:
Hvilken sammensætningen af sange spiller du til en solo-koncert?
Du har senest udgivet albummet Tanmaurk – kommer koncerten primært til at bestå af numre fra det album, eller bliver det et sammendrag af hele danmarkstrilogien, eller bliver det numre, som er udvalgt efter at passe godt til solo-formatet?

BISSE:
Det bliver overvejende et udpluk af det bedste, og så håber jeg også, at jeg får mulighed for at spille lidt helt nye sange, så det bliver en blandet landhandel.

Udover det, så glæder jeg mig til at spille for jer i Assens igen. Da vi spillede for jer i 2018, var det et meget kærligt publikum: folk var virkelig søde, det var en meget åben koncert, og en af de bedste aftener på touren i 2018. Jeg glæder mig til at komme tilbage, og jeg håber, at nogen af dem, der var med til den sidste koncert, også kommer til koncerten [i april] og har lyst til at opleve mine sange i en mere nedbarberet ramme.

RK:
Noget af det, som i særdeleshed har fascineret os her på Tobaksgaarden, er dit arbejde med danske sangtekster. Det sidste album, Tanmaurk, trak delvist på Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum [Saxos Danmarkshistorie]; er der nogen andre forfattere eller sangskrivere, som du i nyere tid i har ladet dig inspirere af, eller trækker på?

BISSE:
Jeg læser generelt meget, og nok faktisk lige så meget som jeg lytter til musik. Generelt er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig skal kalde mig selv – men sangskriver eller kronikør er nok det, som kommer tættest på, på trods af, at jeg aldrig rigtig har brudt mig om at skrive egentlige digte eller bøger.

Magien opstår for mig, når jeg skriver til musik. Og så har jeg altid været forelsket i sangskrivertraditionen, bl.a. CV Jørgensen, Nick Cave og Bob Dylan. Jeg er fascineret af, at man kan fremtrylle en tilsyneladende uendelig verden på 5-10 minutter med musik og ord. Jeg tænker, at både de store komponister, som Nørgaard og Holmgreen, og de store forfattere, som Inger Christensen og Johannes V. Jensen, har været disponeret for at arbejde isoleret med enten ord eller musik. Sangskrivningen er anderledes, da den binder både ord og musik sammen i et drama, der stadig har musikkens vildskab. Men som sangskriver man kan godt føle sig som en bastard, et uægte barn, mellem forfatteren og komponisten.

Men for mit eget vedkommende føler jeg mig mere som musiker end forfatter, da det altid er musikken som får det endelige ord. Musikken er en underliggende strøm i mine værker, og så skal ordene nok følge med af sig selv.

RK:
Hvad er dit forhold til provinsen? Ofte er provinsen ikke så vel-repræsenteret i kunsten, ellers bliver provinsen ofte brugt negativt. I dine værker synes jeg dog, at provinsen ofte sniger sig ind i teksterne på en positiv måde; hvad finder du interessant ved provinsen rent kunstnerisk/æstetisk?

BISSE:
Jeg kommer selv fra provinsen, som jeg har en stor forkærlighed for; så provinsen er min hjemstavn, hvorfor det er vigtigt for mig at skrive om provinsen. En af fordelene ved at synge på sit modersmål er, at man kan inkorporere steder og stednavne i teksten; det bliver nærmest en kulinarisk oplevelse at smage på sproget og de vidunderlige lokalnavne. For eksempel nævner jeg i sangen Denamearca forskellige stednavne, bl.a. Frankri fra Vestfyn, som jeg synes er et fantastisk stednavn. Selve sangen var inspireret af Kong Ottars rejse [fra Hålogaland til Hedeby i ca. år 890], og i Denamearca prøver jeg at forestille mig, hvordan en sådan rejse gennem Danmark oplevelsesmæssigt måtte have taget sig ud, hvilket jeg har blandet med nutidige stednavne.

RK:
Er der et sidste ord, som du genre vil have med på vejen?

BISSE:
Jeg glæder mig til at sætte fut i den gamle Tobaksgaard, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og spille en klaverkoncert for jer, der dukker op. Vi ses til foråret.

BISSE KAN OPLEVES PÅ TOBAKSGAARDEN 25. APRIL – KØB BILLET HER!