Sonia Brandes – Papirklip
Hun har repræsenteret Odense ved Verdensudstillingen i Shanghai, lavet udsmykninger til blandt andet Odense Koncerthus, Munkemose Plejecenter, Hotel Odeon samt udsmykninger til dæksler, informationstavler og bænke i Odenses gågadesystem. Ikke mindst er Sonia Brandes en af pionererne og suverænt en af Danmarks mest berømte papirklippere. Det er derfor med stor glæde, at vi kan præsentere denne enestående kunstner på Tobaksgaarden.
Sonia Brandes er født på Ærø i 1946. Hun har boet på Fyn, i Paris og i Sverige, inden hun vendte tilbage til Fyn – eller nærmere bestemt Langeland. Som barn på Ærø klippede Sonia Brandes gækkebreve. Som voksen skulle hun vælge en kunstnerisk udtryksform, hun huskede, hvor meget hun havde holdt af barndommens gækkebreve og valgte papirklippet.
Siden er det blevet til snart 50 års arbejde med talrige udstillinger i ind- og udland og mange udsmykningsopgaver.
Det, Sonia Brandes især holder af ved papirklippet, er dets mønstervirkning. Også selvom hun ikke folder papirklippet, har det en indbygget mønstervirkning på grund af det netværk, det i sin sammenhæng danner. Hendes papirklip kan man holde i hvert hjørne, og de danner en sammenhængende helhed; de er en arabesk, en slange, der bider sig selv i halen. Mønstre har en igangsættende virkning på beskuerens tankegang: Man kan træde ind og ud af et mønster, hvor end man vil. Man kan også vandre rundt og rundt i det uendelige – og derfor bliver man ikke bundet, alt står åbent. Dette er for Sonia, mønsterets styrke. Sonia Brandes papirklip fortæller altid en historie; i stedet for at fortælle med ord, klipper hun historien i papir.
Udstillingen finder sted på på 1. sal i Tobaksgaarden.
Åbningstider i udstillingsperioden 7 OKT til 19 NOV 2023:
Onsdage 13.00 – 17.00
Fredage 13.00 – 17.00
Lørdage 11.00 – 15.00
Søndage 14.00 – 17.00
Entre: kr. 40 / Gratis (Årskort)