Køb årskort

ANNE LINNET

Sange til livet – skrevet i København, Skagen, Paris, Dublin og Phi Phi Island.

Det lyder skørt, når man siger det i dag, men i en lang, lang årrække lå den nu yderst velkendte og elskede Anne Linnet-sang Forårsdag i en skrivebordsskuffe og bare ventede. Ventede på at finde sit rette hjem. Det samme gør sig gældende for de 50 SANGE TIL LIVET som Anne Linnet efter årtier, hev frem fra sin sangskuffe. Det resulterede i en samlet udgivelse på 4 x CD, der udkom i 2022.

Nu skal denne skønne udgivelse ud på scenerne og have luft under vingerne på en forårstur, der rammer Assens lørdag den 16. marts 2024.

Forårsdag skrev jeg, da jeg var ganske ung, og den lå i min skrivebordsskuffe i 18 år. Først lavede jeg Anne Linnet Band, som ikke føltes som det rette sted for sangen at bo, fordi Anne Linnet Band var fest og farver. Efterfølgende kom Marquis de Sade, og der syntes jeg heller ikke, den kunne bo. Det gik slet ikke. Så den lå ligesom bare der, men jeg havde det hele tiden i baghovedet, at jeg var glad for den sang. Og da jeg lavede albummet Jeg er jo lige her, tænkte jeg endelig: Her kan den bo. Her er den i en sammenhæng, der er fin for den” – fortæller Anne Linnet.

”På et tidspunkt gik det op for mig, at der var nogle sange, der igen lå i den skuffe. Nu sender jeg dem ud i verden, de 50 små børn er blevet voksne og skal ud i livet og klare sig selv”, siger Anne Linnet”

FØLELSER OG FÆLLESSANG
Som koncertens titel antyder, handler sangene om livet. Fra den spæde start til slutningen samt alt det, der kommer indimellem, når liv leves. Fælles for dem er, at de taler til følelserne. Til den længsel et menneske kan have efter et andet menneske, håbet, du bærer med dig gennem livet, afgrunden, du føler, du står ved, når du mister en nær ven, et tæt familiemedlem eller dit livs kærlighed. Anne Linnet fortæller:

”Det er meget følelsesladet. Det er meget skabt af følelser alt sammen, og man kan sagtens sætte sangene på, hvis man har brug for at græde igennem”, fortæller Anne Linnet om de stemnings- og længselsfulde, og for nogles vedkommende nærmest meditative, sange. Og jeg tror i virkeligheden, at der efter Corona-årene, men også bare i det hele taget, at der er nogen der vil have glæde af de her sange. Andre vil forhåbentlig kunne finde noget trøst i dem, da mange af sangene også er sorgbearbejdende på en eller anden måde.”

SANGE TIL LIVET
Sange til livet er blevet til gennem de sidste 20 år i København, Skagen, Paris, Dublin og Phi Phi Island. Min sang Forårsdag nåede at ligge i skrivebordsskuffen i 18 år, inden den blev udgivet. Det samme gør sig gældende for nogle af sangene på Sange til livet, hvoraf de første stammer fra 2003.

Da jeg var barn, tog min mormor, som boede i Tønder, mig ofte med i kirke. Jeg elskede når orgelet satte i og sangene blev sunget. Men jeg forstod ikke meget af hvad teksterne handlede om, for sproget var gammelt og snørklet. Så når vi kom hjem, satte min mormor sig ved klaveret og spillede sangene igen og forklarede mig om teksterne. 
Det er først de senere år, det er gået op for mig, hvor stor en betydning min mormor har haft for, at jeg lærte hele den danske sangtradition og den uvurderlige sangskat af tanker, følelser og refleksion, der ligger gemt her, at kende.

(Foto: Petra Kleis)