Køb årskort

Anne Dorte Michelsen

Håndholdt og langtidshævet musik til alle med livet i behold og håbet i live. Sangskrivning, der sætter ord på det usagte og giver stemme til det fælles.

Anne Dorte Michelsens koncerter præsenterer et tværsnit af Michelsens store sangskat, som den har foldet sig ud fra årti til årti. Fra evergreens til intime sange. Fra danske klassikere, til blid men præcist skåret humor. Fra ungdommens pophits til de sene års hymner og opråb fra familiens skød.

Anne Dorte Michelsen har taget hele turen fra ung pige til danmarkskendt popstjerne, til mor, til voksent menneske, hvilket afspejler sig i de altid velskrevne tekster.

Popstjerne, sangskriver, humorist, debattør: Anne Dorte Michelsen har mange ansigter og mange navne, og hun har igennem hele sin omfattende og produktive karriere set både langt ind i sig selv, og vidt ud over verden.

Det hele startede med gennembruddet som sanger og sangskriver i popgruppen Tøsedrengene, hvorfra numre som ‘Bruge og bruges’ og ‘Ud under åben himmel’, i selskab med mange andre af gruppens største hits, for længst er blevet folkeeje.

Herfra fortsatte Anne Dorte Michelsen med succes som solist, både herhjemme, i Japan, Norge og Sverige, og udgav en række albums, hvor hun rendyrkede en intens, sart og inderlig tone. Sange som ‘Snebær og kastanjer’, ‘Før eller siden’ og ‘Jeg har lagt mine våben’ står i dag som klassikere, og er sammen med flere andre af Michelsens numre, blevet genindspillet af kolleger både ude og hjemme.