Café Biograf Spillested

GRATIS ADGANG

-

Vi laver en fest

- og du skal med!

fre 16 aug 2019 kl. 16:00

Dit kulturhus har nu eksisteret i 15 år og det har vi lyst til at fejre med dig.
Vi laver en fest i gården – vi hejser flaget, teltet og scenen og byder på gourmet hotdogs, skøn grill-buffet, kolde fadøl, drinks og masser af god musik:

STREET PARADE
FREDAGSLOGIK
BO EVERS BAND
DREAMCATCHER 3.0

Uformel hygge og forhåbentlig godt vejr skal danne rammen for denne dag. Vi hejser flaget, teltet og scenen og byder på fødselsdagskage, gourmet hotdogs, kolde fadøl og masser af god musik.

Der er gratis adgang hele dagen og aftenen. Alle er velkomne. Ved ca. 18-tiden byder Cafe Tobaksgaarden på en skøn Grill-buffet til kr. 179. Bordbestilling vil være en god ide at gøre på 64 71 20 31 eller cafe@tobaksgaarden.dk

MUSIKKENS HUS
Det er ingen hemmelighed, at musikken fylder meget i Tobaksgaarden. Vestfynskoret, Assens Harmoniorkester og Assens Musikskole er alle institutioner som har ”boet” i Tobaksgaarden siden 2004. Dertil kommer vores tidligere husorkester, Tobaksgaarden Jazzband og nuværende New Organ Trio, som også har adresse på matriklen. Seneste initiativ er Musikcafeen, som afholdes sidste søndag i hver måned. Og så er der alle koncerterne – omkring 100 koncerter afholder Tobaksgaarden hvert år.

Så meget musik under samme tag er unikt. Heri skal man også finde forklaringen på baggrunden for dagens program, som netop byder på masser af musik. Det hele garneres i tidsrummet kl. 16-18 med musikskolens “oplevelsesdag”. I undervisningslokalerne står over 20 musikere klar til at give “smagsprøver” på musikskolens mange undervisningstilbud. Det hele indledes med en Street Parade, startende i Østergade – hvorefter festen sættes i gang i selve Tobaksgaarden.

FREDAGSLOGIK
Tobaksgaarden vil gerne have unge talentfulde musikere på scenen. Også denne fredag. Så hvad er mere logisk end at byde på lidt FREDAGSLOGIK ?
Vi taler her om tre unge gutter der skriver deres egen musik og skønne lommefilosofiske tekster. Trioen flirter med stort set alle genrer fra pop og rock til folk og rap. De er således svære at sætte i bås. At de er opvokset med så forskellige sangskrivere som Rasmus Nøhr, MC Einar, Martin Brygmann og Det Brune Punktum fornægter sig absolut ikke.

JEG ER STOR FAN
Således udtalte vores statsminister Mette Frederiksen sig om Bo Evers i et radioprogram: “Jeg er stor fan. Vi kan lige så godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte” – sagde Mette Frederiksen på P4.

Statsministeren rammer plet: Bo Evers ER en charmerende poet og en publikumsdarling. Bo Evers´ underfundige rim og skæve tekster er forfriskende og en oplevelse i sig selv.

Bo Evers Band har formået at udfordre den dansksprogede musik, ved at kombinere det underfundige folk- og viseunivers med Django Reinhardts gypsy-swing, skiffle, soul, pop og punk! Det lykkedes ham ret godt og roserne vælter indover ham – fra stort set alle sider i branchen og i medierne.

“Bo Evers er ud over alle grænser sprudlende og spruttende med sine festsange til tilværelsens tvivlsomme, men dog så vitaminrige kalas. Som skidt fra en talentfuld spædekalv” (Kim Skotte, Politiken)

“Unikt. Fuldstændig et modstykke til alt moderne popmusik. Undtagelsen der bekræfter reglen. Det er det der rammer folk.” (Remee i Go Aften Danmark)

Også Dansk Sprognævn har udtalt sig begejstret om Bo Evers: “Bo Evers har en evne til at skabe sjove billeder og beskrive situationer med mange, mange gode og overraskende ord og udtryk. Hans billeder og hans måde at fortælle på er skøn.” (Sabine Kirchmeier Andersen, direktør)

EN VERDENSMESTER I TOBAKSGAARDEN
Aften afsluttes med et brag af en koncert med fire fantastiske musikere i en version 3.0 af Dreamcatcher. I front kan man opleve kun 25-årige Mathias Heise, der allerede har modtaget adskillige priser og anerkendelser:

– 2013 verdensmester i kromatisk jazz mundharpe ved World Hamonica Festival i Tyskland.
– 2014 blev han kåret som ”Årets nye jazzstjerne”
– 2016 modtager af Kronprinsparrets Stjernedryspris.
– 2017 modtager af Ben Webster Prisen, som den yngste prismodtager nogensinde.

På guitar kan man opleve Per Gade, som har spillet og turneret i det meste af verden med legendariske musikere som Billy Cobham, Randy Brecker, Victor Bailey og Joe Lavano.

Bassisten Peter Hansen som er stifter af DREAMCATCHER, har spillet med adskillige jazzkoryfæer – bl.a. Jørgen Emborg, Putte Wickmann og Arne Domnéus.

Rasmus Lund er en særdeles efterspurgt og travl trommeslager. Hans alsidighed gør, at man kan høre ham i stilistisk meget forskelige sammenhænge som Nikolaj Bentzon Brotherhood, Veronica Mortensen og Karen Mukupa – bare for at nævne nogle få…

PROGRAM

16:00 STREET PARADE
17:00 FREDAGSLOGIK
18:30 BO EVERS BAND
21:00 DREAMCATCHER 3.0

Med forbehold for justeringer og overraskelser…