Café Biograf Spillested

KR. 160 / 120 (Årskort)

Køb billet

SILJE HOLTAN

fre 9 mar 2018 kl. 21:00

Med hele 2 P4 hits og 4 funklende GAFFA-stjerner i rygsækken har den norske/danske sangerinde Silje Holtan de sidste par år charmeret sig ind i både publikum, radioværterne og anmeldernes hjerter.

Med sig på scenen har Silje Holtan et utroligt velspillende orkester, bestående af musikere der bl.a. har spillet med Hush, Poul Krebs , Pernille Rosendahl, Mathilde Falch, Tue West og Søs Fenger. Der er lagt op til en fantastisk aften for det musikglade publikum, når den norsk/danske sangerinde og band gæster Tobaksgaarden d.9.3.2018.

”Silje Holtan viste sig eksemplarisk som en rock- og popmusiker, der evner at se sine nære fans i øjnene og skabe en fest med de tilstedeværende. Der er mange større bands, der ikke evner samme opgave som den, Holtan løftede ubesværet” Jens Dræby, GAFFA, om Silje Holtans koncert på Jelling Festival 2017.

Hvis man har hørt radio har man heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til Siljes 2 vaskeægte radiohits ”On And On” & ”I’ve Got The World On A String”. Den 1. single blev udvalgt som ”Ugens Hit-tip på P4” med disse ord: “Hende kommer vi til at høre meget mere til i fremtiden, også her på kanalen..”, og sangen var endda det mest spillede nummer på P4 i hele 14 dage.

Silje har desuden udsendt det anmelderroste album ”Picture Me” og spillet support for internationale kunstnere som Katie Melua og Suzanne Vega.

Siljes lyd er helt sin egen, det er nordisk pop med et folket twist, hvor ”synthesizers møder banjo” og sangskrivningen er i højsædet. Et mix mellem det elektroniske og organiske univers, med originale beat-samples lavet af papkasser, køkkenelastikker, fodspor i sneen og en fugtig hånd på en gammel lædersofa, tilsat en indisk shruti-box og korflader, der smager lidt af 80’erne.

På scenen er Silje en stærk fortæller, og hun formår på en charmerende måde at invitere publikum sikkert indenfor i et nyt musikalsk univers af elegante og filmiske popsange med plads til både nærvær, storladne guitarsoloer, gode historier, musikalsk legesyghed og stærke instrumentalister.