Café Biograf Spillested
Dinner & Koncert

KR. 350 / 300 + GEBYR

Køb billet

SEBASTIAN

En aften i Trubadurens selskab

ons 8 maj 2019 kl. 20:00

I Assens er vi endnu en gang så heldige at have Sebastian på scenen, som utvivlsomt er en af de største danske sangskrivere, der i årtier har skrevet musik og sange, som er blevet en del af den danske kulturs DNA.

Sebastian udgav det første album allerede i 1971, som til manges overraskelse er et album med engelske tekster. Året efter i 1972 var engelsk skiftet ud med dansk, hvilket banede vejen for gennembrudsalbummet Den Store Flugt, hvorfra bl.a. sangene Når Lyset Bryder Frem og Hvis du tror du er noget har deres oprindelse. Siden dengang er det gået slag i slag, og med udgivelsen af det nye album Hun nåede at klappe hunden i april 2019 er det blevet til i alt 40 albumudgivelser, hvoraf hovedværket Stjerne til støv fra 1981, der indeholder Sebastians mest sælgende nummer Romeo, er blevet medtaget i kulturministeriets kanon for dansk populærmusik.

Og så er der selvfølgelig arbejdet med musicals, hvor Sebastian næsten singulært har skabt traditionen for den moderne danske musical, som er blevet en uomtvistelig del af den danske musikalske bevidsthed; med andre ord, så findes der ikke mange mennesker i Dannevang, der ikke har stiftet bekendtskab med musikken fra Skatteøen og Ronja Røverdatter.  

Men Sebastian hviler ikke på laurbærrene. I foråret 2019 er udgives det nye album Hun nåede at klappe hunden, kun halvandet år efter udgivelsen af Sange til Drømmescenariet i 2017, om hvilket Sebastian har udtalt:

“Albummet indeholder nogle af de bedste sange jeg har skrevet og indspillet det seneste tiår. Temaerne er både personlige og almene – fra det inderlige menneskelige og den til tider skræmmende nutid – Men også med både fortællelysten – det eventyrlige – og ikke mindst det legende musikalske og spilleglæden i fokus”.

Koncerten, som Sebastian spiller på Tobaksgaarden, er en solo-optræden, hvor Sebastian u-akkompagneret spiller et repertoire af sine sange, der bindes sammen af anekdoter og fortællinger. Repertoiret vil til lejligheden bestå et udvælge af sange fra hele karrieren, samt numre fra de nyere udgivelser – og måske sange, som aldrig er blevet indspillet.   

Sebastians musik har gennem årtier forenet generationerne i Danmark, og senest er en ny generation af musikelskere blevet bekendt med hans virke gennem TV2-programmet Toppen af Poppen, hvor flere af Sebastians sange blev fortolket af nyere kunstnere som Shaka Loveless og Stine Bramsen.

Koncerten på Tobaksgaarden er derfor en oplagt mulighed for at samle flere generationer til en hyggelig aften i selskab med hele Danmarks Trubadur.