Café Biograf Spillested
Dinner & Koncert

KR. 175 / 150 + GEBYR

Køb billet

Ester Brohus

fre 5 okt 2018 kl. 20:00

Country musikkens Hjerter Dame, Ester Brohus er i disse dage netop aktuel med sit 11. album Heart of the Country.

Ester Brohus’ musik er fyldt med skæbnefortællinger og gang på gang sætter hun nye standarder for, hvad det vil sige at være sangskriver i Danmark.

På det aktuelle album reflekterer Ester Brohus over hele sit musikalske liv. Singlens eftertænksomme linjer bliver hurtigt afløst af nutidens påmindelse af glæden ved at spille, det trofaste publikum og de mange gode folk, som Ester fortæller, at hun har omkring sig: ”Har man musikken i sit liv, er det meningen, at andre skal nyde godt af det. Jeg har en stærk fornemmelse af, det kommer til at vare så længe, jeg formår at stå oprejst”.

Med et utal af nomineringer og modtagne grammys har Ester Brohus bevist, at hun er en af Danmarks helt store sangskrivere. (Senest blev Ester Brohus i 2005 nomineret til en Grammy i kategorien Årets Danske Country album).

Ester Brohus har i sin 30-årige karriere fundet inspiration til sine numre gennem de mange skæbner, hun har mødt på sin vej. Esters musik binder en række skæbnefortællinger sammen i et unikt og udfordrende musikalsk univers, hvor hun med stædighed holder fast i sine rødder og musikalske udtryk: Americana country og folkrock.

Pressen kalder hende den kvindelige Johnny Cash, og det er ikke mindst fordi hun i flere år har spillet for de indsatte i fængslernes åbne og lukkede afdelinger. Ved en tidligere tur valgte Ester Brohus at tage et mobilt studie med, hvor hun lod fangerne synge med på ”Who’s there”.

En koncert med Ester Brohus er mere end en musikalsk oplevelse. Det er levende fortællinger fra de mange koncerter indenfor murene, fra rejserne til USA og fra livet som sangskriver. Det er bl.a. det, som sangerinden kan tilbyde, når hun afholder en koncert med sit sammenspillede og trofaste band.

Ester Brohus har sunget og spillet for publikummer i hele Danmark; lige fra små lokale scener til de helt store festivaler. En koncert med Ester Brohus byder på et bredt udvalg af egne sange, hvor der altid er knyttet anekdote til. Der er også plads til Esters egne favoritter fra store udenlandske kunstnere, gospel-sange og ikke mindst den karakteristiske bluesmusik, som danner rammen for en musikalsk legeplads.

Ikke to koncerter er ens. ”Vi spiller, fordi vi ikke kan lade vær ́”, plejer Ester at sige, og det er præcis derfor en aften med Ester Brohus altid er noget særligt. Hendes udtryksfulde vokal og jyske charme rammer publikum lige der, hvor de er.