Café Biograf Spillested

GRATIS

-

De små synger

fællessang og musikalsk fortælling for børn og barnlige sjæle

ons 15 jul 2020 kl. 15:00

Tobaksgaarden byder på fællessang og musikalsk fortælling for børn og barnlige sjæle hver onsdag i sommerferien.

Tobaksgaardens udendørsscene, som udgør kulissen for kulturhusets øvrige sommerkoncerter, bliver også rammen omkring fem fællesarrangementer for sommerferiebørnene og deres forældre.

Når man synger sammen, skaber vi helt særlige relationer. Vores hjerter begynder at slå i takt, vi har et fælles mål og deri opstår den stærke fællesskabsfølelse. Faktisk opnår vi de samme kropslige goder som et godt kram giver os. Og hvis der er noget vi mangler i denne tid – om man er barn eller voksen – så er det en ordentlig krammer, nærvær og samhørighed.

Derfor er netop fællessang en oplagt aktivitet i sommerferien, som Tobaksgaarden har kastet sig over, og det bliver den sprudlende midtfynske duo, Anne Farup og Lasse Helvig som vil indtage scenen kl. 15 alle fem onsdage i perioden 8. juli – 5. august.

Duoen har en kæmpe erfaring med fællessang og fortælling for børn og familier, og hver morgen siden 12. marts gik de live på Facebook og delte fællessang og glæde ud til alle. Især børnefamilier tog Anne og Lasse til sig og sad trofast foran skærmen og sang med morgen efter morgen på alle de velkendte børnesange. Initiativet resulterede bl.a. i 1.200 nye følgere på deres facebookside på blot ti dage, siden Corona-nedlukningen.

Den succes skal resten af Fyn have en del af. Og derfor har Tobaksgaarden indgået et samarbejde med Anne og Lasse, som ugentligt vil skabe en hyggelig eftermiddags-stund med børn, som elsker at synge – og gerne sammen med deres familier og venner.

Det er gratis at deltage men billetter skal hentes i Tobaksgaardens administration, tirsdag – fredag kl. 10-15, telefon 64 71 20 31 eller post@tobaksgaarden.dk

De små synger realiseres med økonomisk støtte fra Assens Kommune.