Café Biograf Spillested

KR. 250 / 200 + GEBYR

Køb billet

CARSTEN DAHL TRINITY

en komplet treenighed

lør 4 sep 2021 kl. 20:00

“Denne her konstellation er min favorit. Det er som en kollektiv indånding af luft, hvor den horisontale og vertikale forståelse mellem os går i ét. En sjælden musikalsk oplevelse i musik faktisk og en forpligtelse til til at levere musikkens universelle sprog videre til publikum. At være sammen i en komplet musikalsk treeninghed”, siger Carsten Dahl om sin seneste trio Carsten Dahl TRINITY.

Carsten Dahl er utvivlsomt en af klodens dygtigste pianister. Med en idérigdom og en kreativitet som mangler sidestykke, bringer han alle kombinationer han er med i op på et mageløst og næsten skræmmende niveau. Det være sig om han spiller solo eller i samspil med fx Arild Andersen Trio, Torhild Ostad, Palle Mikkelborg eller med nogle af sine mange trioprojekter. I september 2019 udkom Carsten Dahl TRINITY med CD’en “Painting Music” på det tyske forlag ACT Music.

Musikken består af raffinerede nyfortolkninger af kendte jazzstandarder blandet med egne, nye kompositioner. Poetisk og smukt. Både bassist Nils Bo Davidsen og trommeslager Stefan Pasborg hører til blandt sværvægterne indenfor dansk jazz. De er begge konservatorieuddannede og har optrådt i utallige sammenhænge på såvel den danske som den udenlandske musikscene.

“Carsten Dahl er og har længe været en af Danmarks mest forrygende improjazzmusikere – en ekvilibrist med et iboende, tilsyneladende helt uudtømmeligt reservoir af kunstneriske kilder, som konstant flyder til og insisterer på at samles i nye udtryk, og som han – takket være sit gehør og sin erfaring og teknik – let åbner adgang til.” (Ivan Rod, GAFFA)