Café Biograf Spillested

KR. 275 / 250 + GEBYR

Køb billet

Bo Sundström (S)

Jazz lyder bedst på svensk - eller i hvert fald rigtig godt!

lør 18 maj 2019 kl. 21:00

Svenske Bo Sundström, som er sanger og frontmand i det folkekære Bo Kaspers Orkester, udgav i 2018 albummet ”Mitt dumma jag” med fortolkninger og svenske gendigtninger af kendte jazz-standarder fra 50’erne og 60’erne, hvor de kendte jazz-standarder har fået en nordisk kant. Sundströms smukke fortolkninger kan opleves på Tobaksgaarden d. 18. maj kl. 21.00, som er ét ud af kun fire spillesteder i Danmark, der er så heldige at have Sundström på plakaten.

Bo Sundström er i en Dansk sammenhæng bedst kendt som sanger og frontmand i det folkekære og unikke svenske pop-jazz-latin-folk band ”Bo Kaspers Orkester”, der siden starten af 1990’erne har henrykket det skandinaviske publikum med deres sofistikerede ørehængere – samt solgt svimlende halvanden million plader.

Bo Sundström har ligeledes været aktiv som solist siden 2014, hvilket har resulteret i de tre udgivelser Skåne (2004), Den lyckliges väg (2007) og Mitt dumma jag – svensk jazz (2018). Og det er netop musikken fra Mitt dumma jag – svensk jazz, som danner ramme om koncerten på Tobaksgaarden, hvor Bo Sundström har givet sig i kast med at fortolke jazz-standarder fra det amerikanske repertoire. Udgangspunktet er et udvalg af 50’er og 60’er jazz, der ikke tidligere har været oversat til svensk, som Sundström har valgt at puste nyt liv i ved at skrive helt nye svenske tekster til – eksempelvis bliver Bill Evans’ ”My foolish heart” gendigtet til ”Mitt dumma jag”. Ikke nok med, at Sundström har tilføjet sangene nyt nordisk liv med skønne tekster, men i selve den musikalske fortolkning af standarderne har Sundström ligeledes formået at tilføje sit særlige fingeraftryk, hvor den blå jazz får et skud optimisme:

”Jazz er for mig coolness, vemod, nostalgi og sorg. Men med nogle enkle penselstrøg kan den mørkeblå tone nemt farves lyseblå og blive positiv og fremadskuende”, som Sundström selv udtrykker det.    

I 2018 spillede Sundström et par yderst populære koncerter i Danmark, der på publikums opfordring følges op af fire koncerter i 2019, hvoraf den ene kan opleves på Tobaksgaarden i Assens. Publikum kan derfor allerede nu godt glæde sig til nærværende jazz-standarder med lyseblå toner, der passer perfekt til de stille og kølige aftentimer, hvor der er sindsro til at læne sig tilbage med et glas vin mens man nyder Sundströms fantastiske stemme og de smukke nordiske arrangeringer af kendte jazz-sange.   

BILLET

Forsalg KR. 275 / 250 + GEBYR
Dørsalg KR. 300 / 275 + GEBYR