Café Biograf Spillested

KR. 80 + GEBYR

Køb billet

Rejsen til Reims – Operaforedrag

tors 12 apr 2018 kl. 15:00

3 foredrag om Rossini på Tobaksgaarden, Assens

torsdage kl. 15.00 – ca. 17.30

22/3 – 12/4 – 26/4  2018

ved cand.mag. Bjørn Steding-Jessen

Det var ikke uden grund at Gioachino Rossini (1792 – 1868) for 150 år siden fik en statsbegravelse som en af musikhistoriens mest succesfulde komponister. Det bliver i år fejret med ekstra mange opførelser af hans 40 alvorsfulde og komiske operaer. Skabt på bare 20 år! Han var det meste af tiden en charmetrold og humørbombe, men samtidig en dybt seriøs kunstner og ekvilibristisk nodevirtuos der var i stand til at komponere sine melodiøse og sprudlende verdenssucceser hurtigere end kopisterne rent manuelt kunne nå at kopiere dem. Fremgangsmåden var helt speciel og musikken besidder en enestående stemningsmæssig polaritet givet af den handlingsmæssige sammenhæng. Hans popularitet i samtiden er uden sidestykke og ’Rossini-feberen’ rasede i hele Europa i 1810’erne og -20’erne.

Gennem 3 foredrag får du ikke mindst en indføring i 3 af hans berømteste operaer. Der vil bl.a. være fokus på hans personlige forudsætninger, hans specielle virkemidler, hans foretrukne arie- og ensembleformer, det såkaldte Rossini-crescendo og hans valg af stemmetyper foruden referencer til samtids- og musikhistorien. Der bliver naturligvis også en handlingsgennemgang med gode musikeksempler og hvor de vigtigste motiver bliver spillet på klaver.

12/4 Rejsen til Reims er klingende champagne og operagenrens svar på Halløj på Badehotellet! Den er skrevet til den franske Charles X’s kroning i 1825 som et festfyrværkeri af flot orkesterspil, virtuose arier og smægtende skønsang – dengang leveret af Europas dygtigste sangere. Allerede den ironiske titel – man kommer ikke ud af stedet – giver den første antydning af en fantastisk, vittig og kongelig musikunderholdning som tager sit udgangspunkt i europæisk og specielt fransk samtidshistorie i det første årti efter Napoleonskrigene. Udover sjove og til dels respektløse musikalske citater får man de mest elegante, virtuose og frydefulde skrivemåder for sang og orkester som overgår alt hvad Rossini har lavet indenfor komisk opera. Operaen har en meget speciel handlingskarakter, opbygning og stil. Hvorfor brændte Rossini det eneste partitur efter bare 3 opførelser. Og hvordan kan man så opføre operaen i dag?