Café Biograf Spillested

50 kr.

-

FOREDRAG OM NYERE RUSSISK LITTERATUR

tirs 30 apr 2019 kl. 13:30

FOREDRAG OM NYERE RUSSISK LITTERATUR

Tirsdag den 30. april, klokken 13.30 til 16 giver Mogens Pedersen os et overblik over russiske forfatterskaber i det 20. århundrede i Ambrosius Stub salen på Tobaksgaarden i Assens.

 Rusland i dag er andet og mere end Putin, spionhistorier og vodka. Under den kolde krig var vort kendskab her i Vesten til det store land og dets indbyggere meget begrænset. Det gælder lige fuldt i dag. Vil vi forstå russerne og deres kultur, må vi se på den nærmeste historie og dermed forudsætningerne for dagens Rusland. En uvurderlig hjælp hertil er kendskab til de store forfattere, som i de sidste hundrede år har beskrevet og fortolket livet i Rusland. Dette er netop, hvad Mogens Pedersen vil bidrage til med sit foredrag, som følger efter et tidligere om de store klassiske russere som Tolstoj og Dostojevskij

Maksim Gorkij, den store proletarforfatter, danner bro mellem 19. og 20. århundrede. Hans forfatterskab kan sammenlignes med vor egen Martin Andersen-Neksøs, der i øvrigt er velkendt i Rusland. Det er omstridt, hvorvidt Gorkij lod sig misbruge af Stalin som propagandist for det stalinistiske voldsregime. Solzhenitsyn så ikke med milde øjne på Gorkijs rolle.

De fleste af os kender til Stille Flyder Don af Mikhail Sjolokhov og dermed den episke beretning om donkosakkernes skæbnesvangre historie fra tiden før og under Oktoberrevolutionen og den efterfølgende borgerkrig.

Sjolokhov modtog Nobels litteratur-pris ligesom Boris Paternak. I modsætning til denne var han accepteret af sovjetsyret. Pasternak tildeltes prisen for sin berømte roman Doktor Zhivago, som gennem en række menneskeskæbner beskriver udviklingen fra 1905 gennem revolution, borgerkrig og stalintidens store omvæltninger i 1930´erne.

 Revolutionstiden og Stalinismens terror indtager en kæmpe plads i århundredets litteratur, ligesom naturligvis 2.Verdenskrig, der kostede 26-28 millioner russere livet. Hvis vi dertil lægger milliontab i menneskeliv ved kollektivisering, industrialisering og politisk terror, kan vi bedre forstå den afgørende rolle, som disse traumer har spillet for stribevis af forfattere: Paustovskij, Grossman, Rybakov, Panova og Solzhenitsyn o.a.

Aleksander Solzhenitsyn træder måske tydeligst frem som fortolker af den nationale tragedie, som det 20. århundrede var for russerne. Hans format tåler sammenligning med Tolstoj og Dostojevskij.

Han døde i 2008 og det vil blive svært at tage arven op efter ham.

Foredraget er arrangeret af Tirsdagsuniversitetet ved Hans Björnsson. Entre kr. 50, som betales ved indgangen.

Vi glæder os til at se Jer til dette spændende foredrag i Ambrosius Stub Salen på Tobaksgaarden i Assens.