Café Biograf Spillested
Kunstforedrag - gratis adgang

GRATIS ADGANG

-

Foredrag – Assens Kunstråd

fre 21 sep 2018 kl. 19:30

Assens Kunstråd tildeler igen i år en måneds arbejdsophold til udenlandske kunstnere. Opholdet bliver i år i Naarup Savværk, hvor det også sidste år blev gennemført med stor succes.

Formålet med projektet er at inspirere lokal kunst og kultur. Det sker ved, at de udenlandske kunstnere holder foredrag og udstillinger under deres ophold her, hvortil der bliver offentlig adgang. Og det sker gennem kontakt og netværk til lokale kunstnere og kulturaktører. Det er i øvrigt tanken, at projektet skal sætte fokus på den unikke natur i Assens Kommune og dermed være med til at fremme bosætning og turisme.

Det er tidligere formand for Assens Kunstråd, billedkunstner Jørgen Svenstrup, som organiserer og gennemfører projektet for det nye Assens Kunstråd.

Kunstnerne til årets arbejdsophold i Naarup Savværk er allerede valgt, siger Jørgen Svenstrup. Det var ikke nogen let sag, da der helt overraskende indkom hele 45 ansøgere fra 17 forskellige lande, hvoraf mange var meget højt kvalificerede. Valget faldt endeligt på to amerikanske kunstnere fra Massachusett, kunstnerægteparret Lasse Antonsen og Elin Noble.

Billedkunstner Lasse Antonsen er dansk amerikaner. Han er uddannet i Danmark bl.a. på den berømte Eks-skole under lærere som Per Kirkeby og Poul Gernes.

Han er gift med den amerikanske tekstilkunstner Elin Noble, og sammen glæder de sig meget til arbejdet og opholdet i Assens.

På opfordring fra Assens Kunstråd, vil kunstnerne i deres arbejdsprocesser fokusere på naturen som hovedtema. På den måde vil de, gennem deres arbejder komme til at giver deres bud på en verden stærkt udfordret af miljø- og klimaproblemer.

Det er et unikt projekt, som har skabt opmærksomhed uden for kommunen og høstet stor anerkendelse, og som kan være med til at fremme ideer til bedre omsorg for en stærkt udfordret natur.

Der er allerede en god dialog og et samarbejde i gang med kunstnerne om deres planlagte projekter, siger Jørgen Svenstrup, som ser frem til et spændende besøg af de to kunstnere i september måned.