Café Biograf Spillested
Julefrokost & Musik

KR. 200 / 150 + gebyr

Køb billet

THORBJØRN RISAGER & THE BLACK TORNADO

At stifte bekendtskab med Thorbjørn Risager & Co er som at få en knytnæve i kæften

fre 1 dec 2017 kl. 21:00

“Så er den dér sgu’!”
Det var ordene fra sanger og guitarist Thorbjørn Risager, da han og The Black Tornado lod den sidste tone ringe ud efter indspilningen af bandets nye album med den – skulle det vise sig – såre præcise titel ”Change My Game”.

For den der ”var dér”, var ikke så meget det nye album, men lige præcis dét ”Change My Game” repræsenterer. Nemlig vejen væk fra dén blå skygge, der altid har fulgt bandet, og hen til et sted hvor man ikke længere ”bare” kan rubricere dette foretagende som blues.

”Jamen, jeg elsker blues, og det er også dér, vi kommer fra. Men vi har udviklet os meget, og nu ser jeg gerne, at det er skiltet med ”ROCK”, der lyser over os”, siger Thorbjørn Risager.
Det omtalte skilt blev allerede tændt, da bandets forrige studiealbum, den storswingende rock’n’roll skive, ”Too Many Roads”, udkom i 2014. Men lysstyrken i skiltet vil blive skruet yderligere op, når man lytter til ”Change My Game” og dét overflødighedshorn af rodfæstet rock, blødende blå ballader, storbysoul, roots, westcoast og. . . nå ja ”ROCK” i bred forstand, som det nye album har at byde på.

En vigtig årsag til dette kan tilskrives, at bandet igen har produceret selv, delvist har overtaget indspilningerne og selv stået for mix. Den samlede kundskab hos disse otte musikere, som efterhånden har spillet 800 koncerter sammen, er høj, og at tage fuld kontrol over indspilning og sound var et vigtigt og klogt valg. Bandet har stilistisk udviklet sig derhen, hvor man måske nok kan lure forbillederne, men hvor det færdige resultat umiskendeligt er: Thorbjørn Risager & The Black Tornado.

Det lader sig i den grad høre, at bandet har 13 år på landevejen og et utal af koncerter bag sig. Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller med en overlegen selvfølgelighed, som man kun KAN lære derude på den endeløse landevej. Den vej, som i årenes løb har ført bandet rundt i det meste af Europa med afstikkere til så forskellige steder som Indien og Canada.

Fra de råt rockende numre ”Dreamland” og ”Train” til det swingende og melodiske westcoast nummer ”Hard Times”. Over stampende sydstatsrock i ”Holler’n’Moan” til mørk storbystemning i titelnummeret og ”Long Gone”. Og ikke mindst dampende soulrock af fineste skuffe i ”Maybe It’s Alright” til sen-nat-i-baren-med-Tom-Waits balladen ”Lay My Burden Down”.

”At gøre ”Change My Game” retfærdighed på skrift svarer nogenlunde til at forsøge at gennemføre en opera med signalflag. Sæt albummet på, nyd de gode sange og det følte spil. . . og fryd dig så over, at der vitterlig stadig er klassisk rockmusik af så høj kvalitet derude”, lyder det fra Danmarks Mr. ROCK, Steffen Jungersen, der er en af bandets helt store tilhængere.

Som vanligt, fristes man næsten til at sige, følger en omfattende turné i kølvandet på udgivelsen fra det altid koncerttravle band. Sammenholdet og intensiteten er skam også fortsat stærk i bandet. Musikken er stadig livet, og livet er stadig musikken, og sådan er det for hele holdet og det kan intet ændre på. Der hvor gamet er anderledes og ændret for bandet er i lyden og udtrykket med det helt skarpe og bevidste genremæssige hop. Hvorvidt bandbussen på næste tour således også vil emme af rock’n’roll-liv med alt hvad der dertil hører, må guderne vide. Rockakkorderne er i hvert fald slået an …

Thorbjørn Risager & The Black Tornado er:

Thorbjørn Risager – sang, guitar
Peter Skjerning – guitar
Emil Balsgaard – keyboards
Søren Bøjgaard – bas
Martin Seidelin – trommer
Hans Nybo – tenorsax
Kasper Wagner – saxofoner
Peter Kehl – trompet

GAFFA (Ivan Rod)
Thorbjørn Risager er (en af) Danmarks bedste blues-sanger(e) og -musiker(e) pt. Men med sit forrige album, det helt igennem forrygende livealbum, ”Too Many Roads” [skal være “Songs From The Road”] fra 2015, indikerede den danske mester i blues, at han gerne ville i en mindre blå, mere rocket retning. Og det viser han endnu tydeligere med sit nye album, ”Change My Game” —— Risager og hans kammerater spiller en rå og svedig form for blues-rock, og Risager selv synger med en pondus og power, der i dén grad fremstår respektindgydende. Musikken er genretro, af internationalt tilsnit og til at koble sig på for høj og lav, tynd og tyk, syd og nord, øst og vest. De bedste numre – f.eks. benhårde ”Dreamland” og balladen ”Long Gone” – er klokkeklare rockhits på Superliganiveau.

Bluesnews: (Peter Widmer)
At stifte bekendtskab med dette tiende album fra Thorbjørn Risager & co. er som at få en knytnæve i kæften. Man bliver mundlam. Mundlam over det tårnhøje musikalske niveau, dette band befinder sig på. Mundlam over de elleve fine kompositioner på Change my game, og mundlam ved at lytte til et band, der swinger, syder og brænder igennem som her. — Strålende, varieret og detaljerig musik på opadgående rutchetur.

Capac 
Ellers er Risager og Tornado helt deres egne med deres blanding af henførte, svedige ballader, næsten funket soulfeeling og farvning fra den storslåede, stortanlagte vestkystrock fra ‘gamle dage’. Jo, Risager og hans fine, meget velspillende combo har formået at få det bevidste og sikkert også ubevidste musikalske inspirationskilder til at smelte sammen til en fin legering, der er både smittende og medrivende – og som burde overbevise verden uden for Lille Danmark om, at her er et projekt af internationalt tilsnit.

 

Julefrokost menu: Cool Jul 

Sild med karrysalat
Æg og rejer
Laks med dilddressing
Farseret kalkunbryst med sød kartoffelmos
Skinke med grønlangskål
Brune kartofler
Ribbensteg med rødkål
Lun leverpostej med svampe og bacon
Tarteletter med høns i asparges
Waldorf salat
Æbleflæsk
Ris á la mande
Frugtsalat