Café Biograf Spillested

GRATIS ADGANG

-

Når Stilheden er forbi, sænker Roen sig (Fernisering)

Udstilling med Beate Bendel & Poul R. Weile

fre 7 apr 2017 kl. 16:00

Til kunstdagen i Assens 7. april viser Beate Bendel og Poul R. Weile en sammenhængende installation af forskellige arbejder under fællestitlen “Når Stilheden er forbi, sænker Roen sig”. Der bliver udstillet værker fra tegning over maleri til installation og video, opbygget som et dekonstrueret “zuhause”. Udstillingen varer fra den 7. april til 23. april.

 

Værkbeskrivelse
“Køkkenet” er en video med titlen “Cucumber Sandwich”, der bliver projiceret på et stort lærred. Den viser en skotsk kunstner, der laver en traditionel, britisk agurkesandwich. I baggrunden spilles afrikansk musik.

“Soveværelset” er en videoinstallation, kunstnerne viste i Beijing i sommeren 2016. Den hedder “Who Decide Who You Hate?”. Installationen opfordrer publikum til at tage plads i den opstillede seng og tage selfies, der kan uploades til facebook-siden “Who Decide Who You Hate?”.  Selve installationen er en parafrase over Yoko Ono og John Lennons “Bed-In” fra 1969.

“Stuen” er en keramik-installation, der hedder “Aleppo”. Installationen er bygget op af skårede og hele keramiske brugsgenstande.    

“Børneværelset” rummer installationen “Bim Jam”, som blev skabt i forbindelse med Berlin Art Week 2016. Den består af en tegning lavet af flygtningebørn, der ankom til Berlin i sommeren 2015, samt batteridrevet legetøj.

På væggene, som en slags “vinduer”, vises der forskellige fotos, tegninger og malerier, der alle forholder sig til landskab og natur.   

 

Kunstnere fra Fyn og Berlin
Beate Bendel er født i 1954 i Østberlin. Hun er keramiker og maler og har taget afgangseksamen hos den kendte tyske keramiker Hedvig Bollhagen. I 37 år har hun drevet sit eget keramikatelier, både før og efter Murens fald. Beate Bendel har altid arbejdet med en koloristisk og ekspressiv malestil i sin keramik, og det har naturligt ført hende videre til maleri på lærred, hvor hun især blev inspireret på et tre måneders arbejdsophold i Canada i 2004.   

Poul R. Weile er født i Nyborg i 1954 og uddannet på det fynske kunstakademi med afgang i 1984. Selvom han er uddannet billedhugger, har han i alle år arbejdet som interdisciplinær samtidskunstner, altid med nærhed, sansning og mellemmenneskelige dimensioner som fundament. Poul R. Weile er repræsenteret på flere forskellige museer og har mange skulpturer stående i offentligt rum. Hans arbejde er præget af en antiautoritær og umiddelbar tilgang til Kunsten. 

 

Performance og fællesudstillinger
De to kunstnere mødtes i 2011 i Berlin og har siden udviklet et tæt samarbejde omkring performance og fælles udstillinger. De har sammen rejst i Europa og Asien og deltaget i flere performance-festivaler. Deres performances tager udgangspunkt i 1920ernes Dada og Fluxus-bevægelsen i 1960erne og sætter simple dagligdags handlinger ind i en social og filosofisk kontekst.